Elbiler kan nu bidrage til Danmarks elforsyning

​Folkene bag projektet Nikola på Danmarks Tekniske Universitet har netop demonstreret, at elbilen Nissan Leaf er teknisk klar til at indgå som en del af elnettet til gavn for miljø og bilejere. Testen foregik hos PowerlabDK, hvis laboratorier er medfinansieret af Vækstforum Hovedstaden.​


Det har længe været diskuteret, hvilken rolle elbilen kan spille i Danmarks elforsyning. Forskere har udviklet prototyper, hvor bilens batteri kan oplades via elnettet og fungere som et lokalt lager for strøm fra sol-vand- og vindenergi, der ellers ikke kan opbevares og derfor går til spilde ved overproduktion. 

Strøm tilbage til elnettet​


Men særligt muligheden for at kunne aflade batteriet og føre strøm tilbage i elnettet, når bilen ikke er i brug, også kaldet Vehicle-to-Grid, er en egenskab, som forøger bilernes potentiale i forhold til at blive en del af et økonomisk og stabilt elsystem, som i høj grad benytter vedvarende energi. 

Før nu har det ikke været muligt at udnytte dette potentiale i masseproducerede elbiler, da den nødvendige teknologi til at levere strømmen tilbage til elnettet ikke har været til stede i biler og ladestandere. 

Foto: Torben Nielsen

Stort gennembrud

Det er derfor et stort gennembrud, at folkene bag Nikola-projektet (Nissan, Endesa, EURISCO, Seas-nve​, NUVVE og Danmarks Tekniske Universitet) i slutningen af oktober 2015 kunne demonstrere, at teknologien i Nissan Leaf elbiler er klar til at indgå i fremtidens intelligente og bæredygtige elsystem i Danmark, det såkaldte Smart Grid. 

Det er godt for miljøet, at elbilerne kan virke som lagre for overskudsstrøm fra vedvarende energikilder. Desuden vil elbilejere udover at betale for den el, de modtager, få betaling for den strøm, de leverer tilbage til elnettet. Derved bliver elbilen billigere at køre i.  

Testen, som blev udført under demonstrationen, er den første i Europa, hvor serieproducerede elbiler ved brug af Vehicle-To-Grid teknologi, leverer systembalancering. 

Fakta om testen

  • To Nissan Leafs blev brugt i en demonstration, hvor det er blevet bevist, at de lynhurtigt kan sættes til at lade eller aflade alt efter elsystemets behov. 
  • Bilerne blev indstillet til at levere såkaldt systembalancering. Den danske systemfrekvens på 50 Hz, som er et udtryk for balancen mellem forbrug og produktion, blev brugt til at afgøre om bilerne skulle op- eller aflade.
  • Når frekvensen blev for lav (underskud af strøm) blev bilerne bedt om at aflade. Når frekvens blev for høj (overskud af strøm) begyndte bilerne automatisk at lade. 

Fremtid

DTU vil sammen med projektpartnerne fortsætte udviklingen af Vehicle-To-Grid i et pilotprojekt i 2016. En elbilsflåde i Frederiksberg vil blive inkluderet som testobjekter. 

Mere info

​Om  PowerlabDK




Redaktør