Tommy fik energien tilbage

​Leddegigt, diabetes og en dårlige lunge resulterede i konstante indlæggelser for Tommy Nielsen.

​Tidligere kunne 57-årige Tommy Nielsen fra Aalborg have dage, hvor han hverken tog telefonen eller åbnede døren, når nogen bankede på.

Hans leddegigt medførte konstante smerter, og diabetes og en lunge, der konstant klappede sammen, gjorde det bestemt ikke bedre. I den situation havde han ikke lyst til at tale med nogen.

Tommy takkede ja til Aktiv Patientstøtte 

Men for noget tid siden skete der så noget, der radikalt ændrede Tommys liv: Tommy fik et tilbud om at deltage Aktiv Patientstøtte.

Dertil kom en operation, der fik hans lunge til at samarbejde igen, og en ny biologisk medicin gjorde smerterne fra leddegigten mindre udtalte.

Tommy takkede ja til Aktiv Patientstøtte, og det har han bestemt ikke fortrudt.

-Det er lidt svært at forklare, smiler han, men der skete et eller andet med mig, da jeg pludselig sad der og snakkede med en professionel, der var hundrede procent dedikeret til at hjælpe mig. Det gav mig en masse energi, og ikke mindst viljen til at gøre noget.

Én af de ting Tommy gjorde, var at finde elcyklen frem, som ellers var gemt godt af vejen i skuret. Den tilbagelægger han nu dagligt 20 - 25 km på. Dertil kommer, at han er begyndt at svømme, og har været på et seks ugers kursus om smertehåndtering.

Og det har alt sammen noget med de jævnlige opringninger fra sygeplejersken at gøre, fortæller han.

-Ja, for hun er fantastisk til at motivere, og samtidig rigtig god til at holde mig op på de aftaler, vi laver. Dermed er det også hende, der har en stor del af æren for, at jeg nu har meget lettere ved at passe mit arbejde, siger Tommy Nielsen.

Redaktør