Når du er tilbudt patientstøtte

​Har du modtaget et brev i E-boks, hvor du bliver tilbudt Aktiv Patientstøtte? Her kan du læse, hvorfor du har modtaget brevet, og hvad Aktiv Patientstøtte kan hjælpe med.

Derfor har du fået et tilbud om Aktiv Patientstøtte

Det er ikke alle patienter, der kan få Aktiv Patientstøtte. En matematisk model udregner, hvem der kan få mest gavn af det. Modellen modtager information om patienter landet over fra Landspatientregistret. Ud fra sygdom og tidligere indlæggelser vurderer modellen, om du måske kan have gavn af at få Aktiv Patientstøtte. Det er dog dig, der vurderer, om tilbuddet er noget, som du kan få gavn af og derfor gerne vil have. 

Da patienter bliver udvalgt ud fra en matematisk model, kan man ikke blive henvist til det fra sin læge. Man skal have modtaget en invitation fra Aktiv Patientstøtte først. 

 

Hvad kan jeg få støtte til?

Aktiv Patientstøtte er et ekstra tilbud til dig - udover din behandling og dine kontrolbesøg på hospitalet og hos din læge.

I Aktiv Patientstøtte får du telefonopkald af en sygeplejerske i en tidsafgrænset periode. Sygeplejersken har fået en speciel uddannelse i at stille spørgsmål, så hun bedst kan støtte dig. Sygeplejersken kan hjælpe dig med at sortere i det, du synes, der er svært i livet med sygdom. Sygeplejersken kan også hjælpe dig med at afklare, hvad du selv kan gøre, og hvilke sundhedstilbud du kan få.

Andre patienter har fået støtte til:

  • at komme i gang med genoptræning eller træning
  • at undgå panik, når de får ondt eller ikke føler, at de kan få luft
  • at få et netværk med andre med samme sygdom
  • at ringe til lægen i tide
  • vægttab
  • at tale med sin familie om det der er svært i livet med sygdom

Sygeplejerskerne i Aktiv Patientstøtte tager udgangspunkt i de problemer, som du oplever i livet med sygdom. De støtter dig til, hvordan du kan håndtere udfordringerne.

 

Hvordan foregår det?

Dine udfordringer styrer, hvad du og sygeplejersken skal tale om. I aftaler, hvad du godt kunne tænke dig at få ud af samtalerne. Dette mål bliver styrende for jeres samtaler.

Rent praktisk møder du sygeplejersken én gang. Derefter taler I sammen over telefonen. I aftaler fra gang til gang, hvor ofte og hvornår sygeplejersken skal ringe til dig. 

 

Du kan når som helst fortælle sygeplejersken, hvis du ikke synes, at Aktiv Patientstøtte er noget for dig.

 

Er du i tvivl?

Ring til sygeplejerskerne i din region, hvis du har spørgsmål eller er i tvivl, om Aktiv Patientstøtte er noget for dig. Du finder deres telefonnummer her.

  
Redaktør