Hvis droneindustrien skal kunne folde sig ud i helt stor skala, er der dog nogle konkrete barrierer, der skal håndteres først. I dag er der mange restriktioner forbundet med flyvning af droner, og det er især sikkerheden, der er i fokus.
Når man sætter sig ind i et fly, er der en flyveleder på jorden, der sørger for at dirigere flyet ved at give instruktioner til piloterne, så trafikken i og omkring lufthavnen afvikles på den mest sikre og effektive måde, og sammenstød undgås. De fleste kommercielle droner har imidlertid hverken pilot ombord eller en flyveleder, der holder øje og tilpasser ruten undervejs, så den ikke kolliderer med noget. Så hvordan sikrer man, at droneindustrien kan skalere, og at dronerne kan flyve frit, holder sig adskilt, og at de ikke støder sammen? Den udfordring er østdanske Skypuzzler nu på vej med en løsning på – godt hjulpet på vej af støtte fra blandt andet EU.
Skypuzzler har de sidste par år arbejdet på at udvikle en kompliceret algoritme, som er et modul til UTM- systemer (
Unmanned Traffic Management), som gør disse systemer meget mere avanceret end de systemer, der findes på markedet i dag. De nuværende systemer er for eksempel ikke i stand til at tilpasse ruten, hvis dronen møder en uforudset forhindring undervejs, men det vil Skypuzzler lave om på. Allerede i efteråret 2023 er de klar med en tidlig version af systemet, der kan testes og afprøves i den virkelige verden.
“It takes money to make money"
Det koster penge at starte en virksomhed. Og det koster rigtig mange penge at drive en virksomhed, der først på lang sigt kommer til at tjene penge. Det skræmmer dog ikke Jesper Skou og resten af teamet ved Skypuzzler, der har fået støtte til projektet fra blandt andet EU-programmet Eurostars:
"Vi drømmer om at gå globalt, og det kommer vi til, men det kræver noget økonomisk tilskud for at kunne skalere teamet. Der er stort potentiale for en god dansk virksomhed til at lave noget, der er globalt unikt". Derfor har de også kigget ind i flere forskellige fundingmuligheder.
Sidste år gik de sammen med en belgisk virksomhed om at søge finansiering fra EU-støtteprogrammet Eurostars, og her lykkedes det de to virksomheder at få godkendt et beløb på hele 767.000 euro svarende til godt 5.7 mio. danske kroner. Med pengene fra EU har de kunnet ansætte to ekstra medarbejdere. Det er en start, men det er, ifølge Jesper Skou, slet ikke nok, hvis de skal kunne følge med den efterspørgsel, som de forudser, vil komme i fremtiden.
Den succesfulde EU-ansøgning har givet blod på tanden, og derfor kigger de blandt andet også ind i flere muligheder for at få støtte fra EU. I skrivende stund har virksomheden indsendt en ansøgning til EU-programmet EIC Accelerator, der forhåbentligt skal hjælpe virksomheden med at vokse med endnu flere medarbejdere og komme hurtigere ud på markedet.
"De her EU-penge er sindssygt vigtige for os, og vi passer godt ind med vores løsning i både EU-kommissionens dronestrategi, men også i Green Deal og den grønne omstilling", fortæller Jesper Skou og fortsætter: "Drømmen er, at vi bliver globale, og at vi bliver førende inden for det at kunne adskille droner, og der er et kæmpe markedspotentiale. Vi har udviklet nøglen til at skalere droneindustrien, og det skal vi have ud over rampen nu. Vi er klar, og vi ved, at det virker".