Chefens klumme: Bruxelles åbner dørene - du er velkommen

​I næste uge afholdes European Week of Regions and Cities 2018 for 16. gang i Bruxelles. Tidligere bar arrangementet navnet Open Days -  måske mere mundret men nok mindre sigende. 

Vent...

​Til European Week of Regions and Cities (EWRC) er der ikke bare åbent hus, der er tale om en invasion af repræsentanter fra regioner og byer fra hele Europa til verdens største sammenkomst for lokale og regionale aktører. Det er Regionsudvalget og Europa-Kommissionen, som står bag, og de fleste både mødelokaler og hoteller er optaget i hele det udvidede EU-kvarter.

Der skal netværkes for at lære af andre og for at dele egne erfaringer. Omdrejningspunktet er fælles løsninger på fælles udfordringer - at vi er stærkere sammen. Årets tema er ”For a strong EU cohesion policy beyond 2020”, og det emne kan jo dække det meste. EU’s samhørighedspolitik bruges til at udligne forskelle i Europa ved at hjælpe de mindst udviklede regioner mest. Samtidig er regionernes Europa også løsninger på regional udvikling gennem fx fælles bæredygtige energiløsninger, håndtering af klimaforandringer og digital transformation samt den sociale dimension gennem fokus på ungdommen og integration af flygtninge.

Det er væltet ind med invitationer til det formelle som uformelle program. Vi er selv medarrangør af et seminar om ”Connecting rural and urban areas: the way forward to territorial cohesion”. Vi samarbejder med Malmø, Wielkopolska regionen, Hannover og Barcelona om arrangementet. Her er der fokus på at dele erfaringer og løsninger om sammenhæng mellem by- og landudvikling. Der ser ud til at blive fulde huse til arrangementet, hvor vores og Region Hovedstadens bidrag i debatten handler om udviklingen og samarbejdet i Greater Copenhagen på tværs af Øresund. 

EWRC afholdes hvert efterår, og i år forventes 6.000 deltagere fra mere end 70 lande at deltage i de mere end 150 arrangementer i dagene 8. – 10. oktober.

Og døren er åben, vi er hjemme og I er velkommen.

Og hvis du ikke kommer forbi Bruxelles i næste uge kan du følge med på #EURegionsWeek 

Birgitte Wederking
Direktør 
@birwed (holdninger er personlige) 



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor