Chefens klumme: Bump på vejen mod Sibiu?

​På Europadagen den 9. maj mødes Europas ledere i Sibiu for at tale om Unionens fremtid, men Brexit giver mere gys end planlagt.

Vent...

Den 9. maj er det Schuman-dag eller i daglig tale Europadag. Dagen markerer den franske udenrigsminister Robert Schumans forslag i 1950 til oprettelsen af et europæisk kul- og stålfællesskab. Det fællesskab som har udviklet sig til Den Europæiske Union. 

I år er den 9. maj 2019 ikke alene Europadag. Det er også den dag, hvor der afholdes uformelt EU-topmøde i den rumænske by Sibiu. Det er kulminationen på kommissionsformand Junckers køreplan for en stærkere union, og det bliver sikkert også en markering af, hvad Juncker-kommissionen gerne vil huskes for.

Topmødet i Sibiu skulle markere en ny begyndelse for EU efter Storbritanniens exit, men turen til Transsylvanien og Dracula-land er blevet tilsat lidt mere gys end planlagt. Diskussionen om, hvad der skal ske post-Brexit, er stadig på dagsordenen, men i en noget mere usikker udgave. Vil Storbritannien forlade unionen til Halloween? (Der er en del horror over temaet) Kan Sibiu levere på løftet om at blive startskuddet på EU's nye strategiske agenda? Først talte man om vejen til Sibiu – nu taler man også om vejen derfra.

I Danmark vil de blå flag med gule stjerner vaje på busserne. Trods nogle bump på vejen har danskernes syn på EU aldrig været mere positivt. Af en ny måling foretaget af Europa-Parlamentet i alle medlemslandene mener 76 % af danskerne, at EU er en "god ting" og hele 85 % siger, at Danmark har draget fordel af at være med i EU. Det vigtigste tema er klima- og miljøbeskyttelse forud for valget til Europa-Parlamentet den 26. maj. Hele 65 % af danskerne siger, de vil stemme - lad os håbe på godt vejr!


Birgitte Wederking
Direktør
@birwed (holdninger er personlige)


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor