Chefens klumme: EU-pris er mere end en glasfigur

​Det er sæson for uddeling af små som store priser. Priser der både belønner den personlige indsats over et langt liv og priser, der belønner en kollektiv indsats i den nære fortid. Copenhagen Cleantech Cluster (også kaldet CLEAN) modtog den europæiske RegioStars Award i Bruxelles i oktober i skarp konkurrence med andre ”Smart Growth” initiativer

CLEAN vandt fordi den landsdækkende klynge viser konkrete resultater i form af samarbejder mellem universiteter og virksomheder, der er blevet til konkrete produkter og reel jobskabelse.

Og alle var med rette glade for og stolte over at være i centrum i det smukke BOZAR i Bruxelles. Et par dage senere fejrede CLEAN prisen i København med en Secret Reception. Det glæder mig at konstatere, at de ellers lidt ydmyge og tilbageholdende danskere både lagde kræfter i en ansøgning for at komme i betragtning, og at de lod sig fejre og fejrede sig selv. Det kræver selvtillid, og det giver troværdighed plus et medie-buzz.

Det føles godt at være en lille del af dette lige nu, men en sådan pris kan også skabe resultater på lidt længere sigte. Prisen og anerkendelsen går jo ikke bare væk, men bliver en byggesten og en del af CLEAN’s identitet. Anerkendelsen fra EU kan bruges til at øge den generelle branding af Danmark og mere specifikt øge synligheden af vores kompetencer inden for cleantech. Den kan være med til at tiltrække arbejdskraft, virke motiverende for dem, som allerede arbejder for klyngen og som inspiration for andre klynger. Så selvom selve prisen i form af en glasfigur nok finder plads på en hylde på et kontor i København, så er effekterne af prisen helt andre og meget større, hvis man udnytter muligheden.

Og skulle andre have fået blod på tanden til at gå efter europæiske priser, er der en del at vælge i mellem inden for mange felter og discipliner – fra business over diversitet til innovation og miljø med meget mere.

Birgitte Wederking
Direktør
@creoDK_CphEUOffice

Redaktør