Chefens klumme: Fremtiden med og uden UK

​Den 23. juni går den britiske befolkning til valg om fortsat medlemskab af den Europæiske Union. Det er faktisk anden gang, man spørger hele kongerigets befolkning. Sidst var i 1975, hvor det var fortsat medlemskab af EF, som man stemte om. Det blev som bekendt et overbevisende ja. I dag efter 43 års medlemskab har vi et langt mere integreret og flerstrenget samarbejde for at sikre fred, sikkerhed og samhørighed samt for at skabe et konkurrencedygtigt Europa med vækst, udvikling og velstand. En aftale mellem EU og den britiske premierminister Cameron er på plads, og denne er formelt grundlaget for folkeafstemningen. Men er det så også dens indhold, man i virkeligheden vil stemme om?

Den britiske økonomi har haft gevinster ved EU-medlemskabet som et resultat af større økonomisk integration og stigende handel. Hvor stor denne gevinst er eller har været, vil vi givetvis hører meget og forskelligt om i den kommende tid. Det står dog fast, at der er skabt øget handel inden for et fælles indre marked med faldende handelsomkostninger og færre hindringer, som har været med til at styrke konkurrencedygtigheden. Men virker de fælles regler og den fælles beskyttelse også snærende og væksthæmmende i en mere global verden? Vækst og udvikling er jo andet end handel og netop øget konkurrenceevne gennem simplere regler og mindre administration er ét element i aftalen. Den del er der vist stor enighed om.

Det britiske pund er som bekendt ikke med i Euro-samarbejdet. Lande som UK, Danmark og Sverige har således haft mulighed for at føre deres egen monetære politik, men i realiteten har disse landes politik i varierende grad fulgt den Europæiske Central Banks politik, og dette tættere end man fulgte Bundesbanken før 1994. Euroen påvirker således ikke bare dem, der har den, men også dem der er forbundet med den. Dette er et element i aftalen mellem EU og UK, som tilsigter mere lighed mellem euro og ikke-euro lande.

UK er i dag nettobidragyder til EU’s budget trods deres 'rabatordning', og har i mange år nydt – og nyder – godt af de øremærkede regionaludviklingsmidler og de konkurrence udsatte EU-fonde. Deres universiteter er nogle af de bedste til at trække penge hjem fra EU-programmerne, og deltagelse af en britisk partner i et EU-projekt er oftest meget velkommen.

Briterne bliver i forhold til suverænitet undtaget for ”ever closer union”, og aftalen sikrer de nationale parlamenter en øget rolle i forhold til at kunne afvise EU-lovgivning. Aftalen vedrører også elementer relateret til indvandring og den frie bevægelighed. Således omtales regler om, hvor mange år der kan gå, inden EU-borgere kan få fuld adgang til velfærdsydelser og desuden en mulighed for at indeksere børnechecken i forhold til der, hvor modtagerbarnet bor. Alt i alt en aftale som imødekommer UK og bibeholder unionens værdigrundlag. En aftale, som dog kun vil træde i kraft, hvis UK vælger at blive i unionen.

Men hvor står vi og de i tilfælde af et Brexit? Vil det betyde, at UK ikke længere kan drage fordel af nogle eller alle disse adgange og gevinster, eller vil de blive erstattet af andre regler og samarbejdsrelationer? Og hvad vil det betyde for balancen i unionen og for de mange forbundne relationer? En skilsmisse mellem UK og EU kan blive virkelighed, men uden tvivl noget rod og med implikationer, det vil tage år at forhandle og udrede. Man har jo ikke så meget erfaring ud i dette. Til dato har vi hovedsageligt talt om ”udvidelse”, som også lyder mere attraktivt end ”formindskelse”. Et land har før forladt samarbejdet – det var Grønland i 1985, men det var som bekendt en anden sag og en anden tid.

Birgitte Wederking
Direktør
@creoDK_CphEUOffice
@EUSmartCities

Redaktør