”EU-kontoret har hjulpet til, at jeg tør tænke så stort”

​I Københavns Kommune har de særlig fokus på at indkøbe råvarer, der er lokalt producerede, økologiske og i sæson. På det område er byen en frontløber i Europa, og chefkonsulent Betina Bergmann Madsen gør en indsats for at synliggøre kommunens arbejde gennem sit store engagement i EU. 

Vent...

​Betina Bergmann Madsen er chefkonsulent i Københavns Kommune, hvor hun arbejder med offentligt indkøb af fødevarer. Og så er hun en energisk ildsjæl, der samtidig skriver store ansøgninger til EU og taler om kommunens arbejde ved konferencer og ekspertgrupper i hele Europa. 


Sådan har det dog ikke altid været. Betina begyndte så småt at interessere sig for mulighederne i EU for fem år siden, hvor en ven overtalte hende til at deltage i en konference hos Europa-Kommissionen. De seneste to år har hun arbejdet tæt sammen med Greater Copenhagen EU Office (GCPHEU), og hendes engagement er hastigt vokset.

”Støtten fra EU-kontoret har givet mig selvtillid og overbevist mig om, at jeg faktisk kan det her med EU, for det kan godt være skræmmende ellers. Det har hjulpet til, at jeg tør tænke så stort”, siger Betina Bergmann Madsen. 

I Københavns Kommune har de særligt fokus på at købe økologiske råvarer, i sæson og sikre en bred diversitet på frugt og grønt udbuddet, gerne fra små- og mellemstore virksomheder, når det kan lade sig gøre. Og på det område er byen en frontløber i Europa.

To nye EU-projekter i 2020

Gennem årene har GCPHEU bl.a. hjulpet hende med at rådgive om ansøgninger, vurderet relevansen af konferencer, assisteret med at få vigtige formalia på plads og løbende holdt hende orienteret om nye muligheder. 

I 2020 har GCPHEU uddelt 130.000 kr. i forprojektmidler til at støtte arbejdet med at skrive to nye ansøgninger til EU-projekter på området. Allerede i starten af 2020 havde Københavns kommune sendt tre Horizon 2020 ansøgninger til EU. To af dem handler om offentligt indkøb af fødevarer.

”Når vi får den her økonomiske støtte til at skrive en projektansøgning, hjælper det til at vi får afsat ressourcer og derfor kan takke ja til at være med i projekter. Projekterne gør, at vi bliver mere synlige i EU, og at andre aktører i Europa vil lege med os, fordi vi bliver bedre til at formidle, hvad vi kan”, siger Betina Bergmann Madsen.

Flere vil samarbejde 

Synlighed gennem projekter, konferencer og paneldebatter kommer kommunen til gavn, fordi flere får kendskab til Københavns arbejde på fødevareområdet. Den synlighed giver mange henvendelser fra andre lande, som er interesserede i at samarbejde med kommunen i EU-projekter eller høre om byens erfaringer på konferencer rundt om i Europa.

Når projekter bliver godkendt til at få EU-støtte, kan det i sig selv give ny viden og erfaringer, som kommer kommunens borgere til gavn. Men Betina Bergmann Madsen mener også, der er et større perspektiv i at engagere sig på EU-niveau. Hun håber på, at hun kan inspirere flere byer til at tænke økologi og bæredygtighed ind i deres offentlige indkøb, som de allerede gør i København.

”Hvis alle bliver mere bevidste om, at vi bør spise mindre kød og mere varieret frugt og grønt – også det som er tilgængeligt i vores eget nærområde, så får det en effekt på vores miljø. Når der er flere, der begynder at efterspørge bæredygtige fødevarer, bliver de også mere tilgængelige”, siger Betina Bergmann Madsen.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor