Hvordan kan EU tænde en gnist blandt fagmedarbejdere?

Repræsentanter fra mere end tyve kommuner var samlet i Hvidovre den 4. oktober, hvor Greater Copenhagen EU Office inviterede til det halvårlige netværksmøde for kommunale EU-koordinatorer. Her var der fokus på de aktuelle muligheder for EU-støtte – men også gode råd og sparring om, hvordan man kan nedbryde interne barrierer mod, at kommunen går med i en ansøgning om EU-støtte.

Vent...

Hvordan gør man det nemmere for sin kommune at hoppe med i ansøgninger om EU-støtte, der allerede er ved at blive udarbejdet af andre, såsom universiteter eller udenlandske konsulentvirksomheder? 

Det var et af fokusområderne, da Greater Copenhagen EU Office holdt Netværksmøde for kommunale EU-koordinatorer i Hvidovre.  

Når man får mulighed for at deltage i et EU-projekt ledet af andre, er det vigtigt at kunne tage en relativt hurtig beslutning. For at gøre det lettere, kan EU-koordinatorerne arbejde med at gøre det trygt og spændende for kommunen at sige ja til at blive partner i andres EU-projekter. 

Rasmus Mørk, der er EU-konsulent hos GCPHEU, har en række gode råd til, hvordan man kan nedbryde interne barriere mod at gå med i et EU-projekt. Dem kan man læse mere om her:

Skab tryghed om regnskabet 

Ifølge Rasmus Mørk er der flere måder,  man kan reducere den oplevede risiko hos chefer og regnskabsfolk ved at kaste sig ud i et EU-projekt. 

Det kan man fx gøre ved at vise dem, at der er god tid til at få afklaret de forskellige roller, og hvem der skal udføre hvilke opgaver. Ofte går der nemlig et par måneder, fra EU godkender et projekt, til det rent faktisk går i gang, hvilket giver tid til at få det praktiske og bureaukratiske på plads internt i organisationen. 

Derudover kan man pege på, at andre kommuner allerede har fuldført lignende projekter – og at man kan kontakte dem, hvis man har brug for at trække på deres erfaringer.

Samtidig minder Rasmus Mørk om, at Greater Copenhagen EU Office altid står til rådighed, og at vores konsulenter sidder klar til at hjælpe med de praktiske og faglige spørgsmål, der opstår undervejs.

Tænd gnisten i en fagmedarbejder

EU-koordinatoren kan også gøre det nemmere for en kommune at gå med i EU-projekter ved at skabe entusiasme blandt fagmedarbejderne ved at fortælle om potentialet for at skabe bedre resultater og få et spændende samarbejde med internationale kolleger. 

Rasmus Mørk fremhæver, at det kan være en stor fordel, hvis man kan tænde en gnist i de fagfolk, der skal løfte EU-projektet. På den måde bliver de til ildsjæle, der kan hjælpe med at overbevise chefen og det politiske niveau om, at kommunen bør indgå i EU-projektet. 

For at tænde gnisten i en potentiel ildsjæl kan man blandt andet forklare sin kollega, at vedkommende vil have relativt stor autonomi i opgaveløsningen i EU-projektet, og at der vil være stor mulighed for faglig og personlig udvikling.

Nyt blik på EU’s muligheder

Jorunn Lande Messel, der er fundraiser i Hillerød kommune, har ikke tidligere erfaring med at søge EU-midler, men blev inspireret og beroliget af Netværksdagens oplæg og diskussioner. 

”Introduktionen til Greater Copenhagen EU Office og konsulenternes arbejdsområder har helt konkret betydet, at vi i Hillerød Kommune nu undersøger om nogle af vores projekter kan realiseres med EU-midler”, siger Jorunn Lande Messel efter netværksmødet.

”EU-projekter har altid virket uoverskuelige at gå i gang med. Men der blev gjort meget ud af at forklare programmerne og arbejdsområderne, så det var nede på jorden. Præsentationerne gav et godt overblik”. 

Jorunn Lande Messel var også særligt glad for muligheden for at møde mere erfarne EU-koordinatorer fra andre kommuner og høre om deres organisering og konkrete erfaringer med at ansøge om EU-midler og føre projekterne ud i livet.

”Jeg har fået nye kontakter med gode gamle visitkort. Jeg overvejer at invitere nogle af dem til at holde oplæg i vores organisation, så på den måde har vi fået nye kontaktflader”, siger hun.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor