Mariya Gabriel kan blive ny kommissær for ”Innovation and Youth”

​Selvom forskning ikke er en del af Mariya Gabriels nye officielle titel, vil posten som kommissær for ”Innovation and Youth” også dække forskning. Der er generelt positiv stemning omkring Gabriel, men den nye titel er blevet kritiseret fra flere sider. 

Vent...

Den nytiltrådte præsident for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen har nomineret bulgarske Mariya Gabriel til posten som kommissær for innovation og ungdom.  De seneste to år har Gabriel været kommissær for digital økonomi og samfund, og fra 2009 til 2017 var hun medlem af Europa-Parlamentet og en del af den konservative gruppe EPP.

Som kommissær for Innovation and Youth kommer hun fra 1. november til at stå i spidsen for forskning, innovation og uddannelse også selvom ordet forskning ikke kan findes i den flotte nye titel. Dermed bliver hun ansvarlig for at lede DG Research and Innovation (DG RTD) og for at implementere EU’s kommende program for forskning og innovation, Horizon Europe. 

Udover Horizon Europe, bliver uddannelse også en del af Gabriels portefølje, som indtil nu har hørt under uddannelseskommissær Tibor Navraciscs, skriver ScienceBusiness.

Moedas efterlyser interesse for forskning
Den nye titel som kommissær for innovation og ungdom er blevet kritiseret fra flere sider. 
David Sassoli, der er præsident for Europa-Parlamentet, er en af dem, der undrer sig over, at forskning ikke bliver nævnt i Gabriels nye titel. 
 
”Det er ikke nok at sige innovation og ungdom for at tale om kultur og forskning. Og vi i parlamentet, vi er klar over dette, fordi vi kender de ord og ved hvad de betyder” siger David Sassoli ifølge Politico. 

Carlos Moedas, der er afgående kommissær for forskning, videnskab og innovation, har været meget engageret i forskningsområdet og har blandt andet været med til at opfinde det nye koncept Mission Boards, som skal få flere til at engagere sig i forskningsområdet. 

Mens Moedas deltog i Nordic University Days den 10. september, blev den nye kommissær præsenteret, og hans første reaktion var, at ”Mariya Gabriel er et virkelig godt valg”. 
Dog undrede han sig også over, at forskning ikke blev understreget i hendes titel, og han efterlyste samtidig mere opmærksomhed på området fra de store EU-medlemslande.

”Jeg synes, jeg har oplevet en manglende interesse, i hvert fald i medierne og i offentligheden, fra de store EU-lande, for at ville tage ansvaret for videnskab og innovation. Dette gjorde mig lidt skuffet, for jeg synes, at området er virkelig vigtigt, og det ville være rart hvis flere vigtige lande ville tage dette område”, siger Carlos Moedas til den norske Universitetsavisa.
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor