Masser af muligheder i Den Europæiske Forsvarsfond

​De fysiske arrangementer og møder er tilbage i stor stil, og det skaber nye netværksmuligheder og gode gensyn. Det blev tydeligt, da roadshowet, som Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og de danske regionale EU-kontorer (dacob) har været fælles om at arrangere, kulminerede med et vellykket event på Danmarks Tekniske Universitet d. 24. september.

Vent...

​Prorektor på DTU, Rasmus Larsen, byder velkommen til deltagere. 

​Arrangementet blev åbnet af prorektor på DTU, Rasmus Larsen, der bød velkommen til de omkring 50 deltagere. Her fortalte han om DTU's arbejde og mission og understregede, at der er et stort potentiale for virksomheder i at samarbejde med DTU og andre vidensinstitutioner om udvikling af teknologi til Forsvaret. Den nye Europæiske Forsvarsfond understøtter netop denne type samarbejde på tværs og rummer nye muligheder for aktører inden for digitalisering, cyber, energi og meget mere.                            

Erfaringer og udfordringer

Dagens talere i første sektion var Morten Greva (FMI), Klaus Bolving (CenSec) og Joachim Finkielman (FAD). De gav en god introduktion til den ca. 8 milliarder euro store Forsvarsfond og danske virksomheders muligheder for at få del i den.

Under dagens anden sektion delte Steen Lynenskjold (TERMA), Peder Pedersen (Weibel), Rune Raunow (Systematic) og Henning Heiselberg (DTU Security) deres virksomheder og universitets erfaringer med pilotprogrammet EDIDP/PADR, som er gået forud for oprettelsen af Den Europæiske Forsvarsfond.

Disse fire aktører har med stor succes deltaget i forsvarsrelaterede projekter og opnået medfinansiering til en række af deres projekter. Her var en af deres pointer, at det at deltage i projekter er ikke noget, der giver nye kontrakter lige med det samme. I stedet skal det ses som en langsigtet investering, fordi det skaber udvikling og er med til at sikre, at man forbliver konkurrencedygtig. De understregede dog også, at det kræver et stort benarbejde at få det hele på plads og en del papirarbejde også.

Fra venstre: Peder Pedesen, Rune Raunow, Steen Lynenskjold og Rasmus Larsen.

Open for business

Fælles for alle dagens talere var budskabet om, at de var "open for business". Både i forhold til nye samarbejdspartnere i form af SMV'er eller vidensproducenter, men også til at besvare spørgsmål om processerne i det hele taget. Et stærkt netværk er nemlig et godt udgangspunkt for at få del i finansiering fra Den Europæiske Forsvarsfond.

Virksomheder, universiteter og institutioner, som indgår partnerskaber under projektet, er nemlig ikke længere konkurrenter, men samarbejder nu om at skabe nye og innovative løsninger. Det var også en af mange stærke pointer, da der blev delt erfaringer med programmet.

Også virksomheder, der ikke arbejder med forsvarsområdet i forvejen, har mulighed for at få noget ud af Den Europæiske Forsvarsfond. Hvis du har nogle spørgsmål om, hvordan du kan komme videre med dine ambitioner om samarbejde ved fonden, er du velkommen til at kontakte Lars Rachlitz hos Greater Copenhagen EU Office på mail: lar@cphoffice.eu 

Fuld kalender i september

Udover roadshowet har Greater Copenhagen EU Office haft en fuld kalender i september måned. Både gæsteforelæsning på Københavns Universitet, deltagelse i Gate 21's netværksdage, oplæg ved workshops om Interreg-projektet Greater Copenhagen Green Deal, besøg på Bornholm, oplæg på COCONF21-workshop i Roskilde og meget, meget mere har de seneste uger budt på. Vi glæder os over igen at kunne møde vores medlemmer, besøgende og samarbejdspartnere i Bruxelles og Danmark. 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor