Gå til hovedindhold

​​Fra venstre: Andreas, Signe og Kasper

Nye ansigter på GCPHEU

​Her i starten af 2022 har vi kunnet byde velkommen til fire nye medarbejdere på Greater Copenhagen EU Office; To nye EU-konsulenter og to praktikanter, som vi har fornøjelsen af de kommende fem måneder.

Vent...

​1. februar i Bruxelles var både regnfuld og blæsende, men trods det kedelige vejr har det været en yderst god dag at være en del af det østdanske EU-kontor. Vi har nemlig fået nye kolleger.

En af dem er Kasper Hamle, der er vores nye EU-konsulent i projektudviklingsteamet, hvor han skal arbejde med sundhedsområdet og forankring i de østdanske kommuner.

Kasper har læst statskundskab på Aarhus Universitet, og så er det ikke første gang, at han har noget med de regionale kontorer i Bruxelles at gøre. Det seneste år har han arbejdet på Central Denmark EU Office i teamet for grøn omstilling.

Forsinket velkommen til Elise

Selvom det allerede føles som længe siden, at vi den 3. januar kunne vi byde velkommen til Elise Burmeister, så skal hun selvfølgelig også nævnes her.

Elise er startet som EU-specialkonsulent i vores interessevaretagelsesteam i et barselsvikariat. Her skal hun bl.a. arbejde med at udbrede viden om mulighederne for vores universitets- og regionsmedlemmer i EU's forsknings- og innovationsprogram Horizon Europe. Vores kontor i Danmark bliver hendes base, men på nogle af årets første dage havde vi dog fornøjelsen af et besøg i Bruxelles.

Elise kommer fra en stilling på Sjællands Universitetshospital, hvor hun har arbejdet med projektudvikling og kommunikation og har en uddannelsesbaggrund i sprog og kommunikation fra KU og CBS.​


Elise Burmeister på besøg i Bruxelles.

Nyt semester betyder nye praktikanter

Et nyt universitetssemester er netop startet, og det betyder også, at vi har nye praktikantkollegaer. Signe Kjeldager Søe Andersen og Andreas Kjærgaard havde nærmest kun lige haft mulighed for at sætte kufferten i deres nye hjem, inden en ny hverdag på Rue du Luxembourg 3 gik i gang.

Både Signe og Andreas læser en kandidat i statskundskab på Aarhus Universitet på hhv. 2. semester og sidste semester.

Det er ikke første gang, at Andreas skal have en hverdag i et fransktalende land. I foråret 2021 var han på udveksling i sydfranske Bordeaux. Andreas skal være tilknyttet interessevaretagelsesteamet og arbejde for de østdanske universiteter og vil kunne bruge sin erfaring fra sit tidligere studiejob på Aarhus Universitets School of Business and Social Sciences (BSS).

Signe, der netop har overstået en lang eksamensperiode og blandt andet været oppe i forvaltningsret, skal prøve kræfter med projektudvikling for de 46 kommuner og to regioner. Signe har på sin bachelor haft fokus på både offentlig forvaltning og international politik.

Som tidligere elitegymnast inden for det, der hedder power tumbling, kan det være, at næste personalearrangement skal gå til et sted, hvor Signe kan vise os andre nogle tricks.

Velkommen til jer alle fire!

Kunne du også tænke dig at blive praktikant på GCPHEU, så søger vi øjeblikket til efteråret 2022.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden