Kvalitetssikring af tidlige medicinsk inducerede aborter

​Hvert år får omkring 10.000 danske kvinder en tidlig medicinsk induceret abort. 
E-læringskurset tager sigte på at kvalitetssikre den non-invasive metode og undgå unødvendige kirurgiske interventioner.

Kurset er produceret i samarbejde med RegionH E-læring, og det faglige indhold er godkendt af medlemmer af styregruppen for Tidlig Graviditet og Abort Kvalitetsdatabase.

Målgruppe

E-læringen henvender sig til alle sundhedsprofessionelle, der arbejder med tidlige medicinsk inducerede aborter på klinikker i offentligt eller privat regi. Det kan være sygeplejersker, yngre læger, uddannelseslæger eller erfarne gynækologer.

Indhold

Indholdsmæssigt er kurset delt i to moduler. 

Det ene modul giver de sundhedsprofessionelle kompetencer til at forberede de gravide på blødnings- og smerteforløbet ved tidlig medicinsk induceret abort, så kvinderne f.eks. ikke tror, at forløbet kan sammenlignes med en menstruation. Her medvirker bl.a. en sygeplejerske, en sonograf og en speciallæge i gynækologi og obstetrik, der fortæller om, hvordan de forbereder kvinderne på blødningsmængde, blødningsvarighed og smerte.

Det andet modul handler om korrekt brug og tolkning af ultralydsbilleder efter den medicinske induktion, så de sundhedsprofessionelle kan undgå fejlvurderinger og dermed unødvendige kirurgiske interventioner. I dette modul gennemgås ultralydsbilleder fra forløb med ni kvinder, der har været igennem en tidlig medicinsk induceret abort.   

Det tager ca. 30 minutter at gennemføre e-læringskurset. 

Før og efter selve kurset skal de sundhedsprofessionelle besvare de samme ti spørgsmål om tidlig medicinsk induceret abort. I forbindelse med de afsluttende spørgsmål bliver der løbende givet feedback på svarene, og i den sidste test skal der svares rigtigt på 90 procent af spørgsmålene for at bestå og få et kursusbevis.

Se kurset i Kursusportalen


 Billedgalleri


Redaktør