Diabetesbehandling til indlagte patienter

​Diabetesbehandling under indlæggelse er kompleks, fordi blodsukkeret påvirkes af mange forskellige faktorer. Både et for lavt og et for højt blodsukker kan have alvorlige konsekvenser. 

I samarbejde med SDCC og de endokrinologiske afdelinger på Rigshospitalet, Nordsjællands Hospital, Bispebjerg Hospital og Herlev-Gentofte Hospital har Region H E-læring udarbejdet et e-læringskursus til læger og sygeplejersker på ortopædkirurgiske afdelinger.  

Indhold

E-læringskurset er bygget op omkring fem cases, som illustrerer forskellige problemstillinger i forhold til patienter med diabetes. Undervejs er der en række stoppunkter, hvor kursisterne  bliver præsenteret for en række handlemuligheder, de skal vælge imellem i forhold til de enkelte cases. På baggrund af deres valg får kursisterne efterfølgende tilbagemeldinger, og på den måde lærer de, hvordan situationerne skal håndteres.

E-læringskurset rummer også en "vidensbank" med beskrivelser, simulationer, video, animationer og links til gældende vejledninger. Hvis der opstår tvivlsspørgsmål i forhold til patienter med diabetes, kan kurset derfor bruges som opslagsværk.

Et kvalitetsudviklingsprojekt - blended learning

Kurset indgår i kvalitetsudviklingsprojektet EMUDO - "Effekten af et målrettet uddannelsesforløb om diabetesbehandling til læger og sygeplejersker på ortopædkirurgiske afdelinger". Her bliver det undersøgt, om et uddannelsesforløb baseret på blended learning, der kombinerer e-læring og face-to-face undervisning, kan gøre en forskel.


Redaktør