Selvmordsforebyggelse

​E-læringskurset skal være med til at sikre, at selvmordstruede får kompetent hjælp i tide.

Tre cases

Kursisterne får i e-læringskurset generel information om risikofaktorer og risikovurdering, herunder fx stress - og sårbarhedsmodeller.

Derudover bliver de præsenteret for tre cases i form en ung pige, en midaldrende mand og en ældre mand, som de skal risikovurdere på farveskalaen grøn, gul og rød. Grøn indikerer, at der ikke er fare på færde, mens gul indikerer øget selvmordsrisiko og rød akut øget selvmordsrisiko. Ud fra disse risikoniveauer skal de efterfølgende komme forslag til risikohåndtering og interventioner, der kan sættes i værk for at beskytte og hjælpe patienten.


Før de når så langt, får kursisterne først et kort rids af patienternes forhistorie, og via videofilmede samtaler med de enkelte patienter eller borgere, der suppleres med øvelser, bliver de trænet i samtaleteknik og i at spotte de forskellige risikofaktorer. Undervejs får de feedback på deres vurderinger.

I de videofilmede sekvenser vil også pårørende komme på banen, da der er erfaring for, at deres bekymringer i forhold til familiemedlemmer ikke altid bliver vægtet højt nok.

Planen er, at e-læringen skal suppleres med fremmødeundervisning og at de ansatte i psykiatrien re-certificeres en gang om året, så færdighederne i risikovurdering kontinuerligt bliver holdt ved lige. 

Hjemmeside og podcasts

Ansatte på somatiske afdelinger, praktiserende læger og ansatte i kommunerne kan på eget initiativ gå ind og tage e-læringen via hjemmesiden Selvmordsforebyggelse.dk.  

Som led i projektet er der produceret fire podcasts, som også er tilgængelige på hjemmesiden. Journalist Mikkel Frey Damgaard interviewer her en patient, der har overlevet et selvmordsforsøg og en pårørende, der har mistet et familiemedlem på grund af selvmord samt to behandlere, der har oplevet, at patienter tog deres eget liv.

 

Projektet er finansieret af Det Nationale Partnerskab for Selvmordsforebyggelse under Sundhedsstyrelsen.


Kurset er publiceret oktober 2019


Redaktør