E-læringskursus om overfaldsalarmer giver tryghed

Denne case er et eksempel på, at et lille e-læringskursus produceret ved hjælp af få ressourcer kan gøre en stor forskel.

Det er obligatorisk for alle ansatte på de psykiatriske centre at bære overfaldsalarmer. Alarmen anvendes hvis de ansatte har brug for at tilkalde akut hjælp ved brand, hjertestop eller eskalerede situationer med patienter eller pårørende og skal hermed give sikkerhed. Psykiatrisk Center Ballerup havde i kølevandet på flere alvorlige overfald behov for, at der blev sat mere fokus på overfaldsalarmer til centerets ansatte og vikarer. Centret gør ofte brug af vikarer, som ikke har kendskab til, hvordan disse overfaldsalarmer virker, da de forskellige psykiatriske afdelinger og centre i landet ikke anvender samme alarmer. Dette forhold gav anledning til utryghed og et dårligt arbejdsmiljø, hvorfor Psykiatrisk Center Ballerup kontaktede RegionH E-læring og indgik et samarbejde om at udvikle e-læringskurset "Alarmer på PC Ballerup". E-læringskurset varer cirka 10 minutter og giver en overskuelig og grundig gennemgang af hvordan overfaldsalarmen anvendes. E-læringskurset kan tilgås fra både mobil, tablet og computer og er således nemt tilgængeligt for de ansatte. Derudover har Psykiatrisk Center Ballerup i samarbejde med Regionh E-læring udviklet en tilhørende pjece om overfaldsalarmer. E-læringskurset blev klar til brug i sommeren 2017 og skal udbredes til andre psykiatriske centre.

 

Redaktør