E-læringskursus resulterer i Skattejagt på Riget

​Denne case er et eksempel på, hvordan læringsteknologiske værktøjer kan bidrage med sjove og anderledes undervisningsmetoder.

​Mia og Thomas arbejder som bioanalytikerundervisere på Rigshospitalet og underviser hvert år hundredevis af studerende i det stort set samme materiale. De følte sig efterhånden som papegøjer, der sagde de samme ting til de studerende igen og igen, og savnede nye undervisningsmetoder. Mia og Thomas oplevede derudover, at de studerendes opmærksomhed ikke helt var med, når de blev vist rundt på hospitalet. Mia og Thomas ønskede derfor at skabe mere motivation og involvering. 

Med det formål at få inspiration til nye læringsmetoder, tilmeldte de sig kurset "Vejledning ved brug af læringsteknologi" ,som forløber over 4 dage og udbydes af RegionH E-læring.

Mia og Thomas havde ikke arbejdet med læringsteknologi før, men blev på kurset introduceret til flere læringsteknologiske værktøjer og gjorde sig mange gode overvejelser og erfaringer med disse. De blev inspireret til at lave en "Skattejagt på Riget", hvor formålet er at involvere de studerende mere i rundvisningen på hospitalet. Kort fortalt går "Skattejagt på Riget" ud på, at de studerende bliver udstyret med en bærbar computer og i hold skal finde forskellige poster placeret rundt omkring på hospitalet. Ved posterne får de studerende stillet relevante spørgsmål tilhørende det pågældende område. Skattejagten ender i Informationen, hvor de studerende som præmie får udleveret deres adgangskort. Posterne har Mia og Thomas illustreret læringsteknologisk ved programmerne Photostory, QR koder og Quiz Creator.

Mia og Thomas oplevede, at de studerende blev mere motiverede og involverede når de anvendte læringsteknologiske værktøjer i deres undervisning. De vil forsætte med at bruge læringsteknologiske værktøjer i deres undervisning og er ikke i tvivl om, at det også vil aflaste dem som undervisere, og spare tid hele vejen rundt i organisationen. 

Hør Mia og Thomas fortælle om deres oplevelse med læringsteknologiske værktøjer her.

 

Redaktør