Klar, parat, start

​Den 20. juni bliver Nyt Hospital Herlev taget i brug. RegionH E-læring har op til åbningen bidraget med en større uddannelsespakke, der skal være med til sikre, at personalet er klar til indflytningen og arbejdet i de nye fysiske rammer. 

Vent...

Af Trine Kit Jensen

Hvordan klæder man 1850 medarbejdere på til at flytte ind i helt nye rammer, som de på grund af forsinkelser af byggeriet stort set skal kunne fungere i med det samme?

Den udfordring har RegionH E-læring og CAMES (Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation) været med til at løse i samarbejde med Simulation og Træning på Herlev og Gentofte Hospital. Simulation og Træning har ansvaret for uddannelsen af de 1850 medarbejdere, som flytter ind i de nye bygninger.

Præsentationsfilm og 360-graders film

RegionH E-læring har bl.a. bidraget med en animationsfilm, som præsenterer de overordnede tanker, idéer og visioner bag det nye hospitalsbyggeri. Der er også produceret en række 360-graders film, som giver medarbejderne mulighed for at få et realistisk billede af fx de nye sengestuer, operationsstuerne og det intensive terapiafsnit – uden at de behøver at være fysisk til stede. 


Se filmen: Præsentation af Nyt Hospital Herlev


Varighed: 4:22 min.


Instruktionsvideoer og audioguides

Derudover rummer uddannelsespakken en række instruktionsvideoer, der introducerer personalet til arbejdsgange og udstyr som fx hjertelungeredning, operationssøjler, en ny monitor til måling af vitale værdier på sengestuerne og byggeriets rørpostsystem. Instruktionsvideoerne kan tilgås på Herlev og Gentofte Hospitals intranet (kan ses ved login på RegionH pc), både før, under og efter indflytning.


Se eksempler på instruktionsvideoer

Operationssøjler

Varighed 3:54 min.

Basal hjertelungeredning

Varighed 4:26 min.


Med i pakken fra RegionH E-læring er også en stribe audioguides, der guider medarbejderne rundt på et sengeafsnit. Med en telefon i hånden kan de scanne en række QR-koder og besøge fx en sengestue, skylle- og affaldsrummet eller patienternes opholdsrum, mens de lytter til fortællinger og informationer om de forskellige rum. Undervejs er der mulighed for at stoppe op og afprøve forskellige funktioner i praksis, lige som QR-koder giver adgang til at se instruktionsvideoer, fx om monitoren til måling af vitale værdier. 


Hør eksempler på audioguides

​​Introduktion

Varighed: 1:16 min.

Sengestue

Varighed: 6:40 min.

Fine foreløbige evalueringer

CAMES står i forbindelse med uddannelsen for voksdugstræning af medarbejderne, der på plantegninger af byggeriet kan øve sig i at finde rundt og træne forskellige scenarier ved at manøvrere rundt med små Lego-figurer. Læs mere om voksdugstræning

Claus Skriver er leder af Simulation og Træning på Herlev og Gentofte Hospital. Han roser samarbejdet med RegionH E-læring og CAMES i forbindelse med introduktion og træning af medarbejderne.

- Evalueringerne efter færdiguddannelse af mere end 250 medarbejdere har vist, at de føler sig godt klædt på til både indflytning og ibrugtagning af de nye fysiske rammer. Fantastisk at arbejde sammen om læring på så mange niveauer, der har vist sig meget effektiv, siger Claus Skriver. 

Se alle produktionerne her Nybyggerier - uddannelsespakke


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor