Sådan forebygger du smitte

​Familien af håndhygiejnekurser i Region Hovedstaden har fået et nyt medlem. Målgruppen for det nye e-læringskursus er ansatte uden patientkontakt, og kurset giver gode råd om, hvordan god håndhygiejne og andre simple tiltag kan forebygge, at kolleger smitter hinanden med vira og bakterier.  

Vent...

Af Trine Kit Jensen


Hvad skal der til for at undgå smitte med forkølelse, influenza, "Roskildesyge", COVID-19 eller andre smitsomme sygdomme?

Det er der fokus på i nyt e-læringskursus i håndhygiejne, der henvender sig til administrativt personale. Det vil i praksis sige alle ansatte i regionen, der ikke har patientkontakt. Kurset er blevet til i et samarbejde mellem RegionH E-læring og håndhygiejnegruppen i regionens hygiejnekomité, og det tager 10-15 minutter at gennemføre.

Forebyggelse overalt på arbejdspladsen

Kurset gør dig bl.a. klogere på, hvad forskellen er på smittevejene, når det gælder luftvejsinfektioner og tarminfektioner, og du får viden om, hvordan du med god håndhygiejne og andre simple tiltag kan forhindre, at smitten spredes.

Undervejs får du også gode råd om, hvordan du undgår smitte forskellige steder på arbejdspladsen – på toilettet, på kontoret, i personalerummet og i mødelokalet.

Kurset er interaktivt, og på illustrationer af arbejdspladsens forskellige rum kan du klikke på nogle små ikoner af hænder, der gør dig opmærksom på fælles kontaktflader, som kan sprede smitte, hvis de ikke er rengjort eller du rører ved dem uden først at spritte hænder af.  Det kan fx være dørhåndtaget til toilettet, spisebordet eller termokanden i personalerummet, tuschen til whiteboardet i mødelokalet eller andre arbejdsredskaber, der bliver delt.

Derudover rummer kurset demonstrationer af, hvordan henholdsvis håndvask og hånddesinfektion udføres korrekt.


En gevinst for alle

Dorte Buhl, hygiejnesygeplejerske på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling M på Herlev og Gentofte Hospital, er en af de tre hygiejnesygeplejersker, der været med til at udarbejdet kurset.

Hun håber, det vil minde de ansatte om, at de i løbet af en arbejdsdag har deres hænder rigtig mange forskellige steder, og at fokus på håndhygiejne derfor er et "must". 

- Alle har en interesse i, at vira og bakterier ikke bliver spredt. Gevinsten for den enkelte er, at man ikke bliver syg og risikerer at smitte familien, og arbejdspladsen har selvfølgelig en interesse i, at medarbejderne ikke smitter hinanden, så de lægger sig syge på stribe, siger hun.  

Dorte Buhl understreger samtidig, hvor vigtigt det er, at man ikke går på arbejde, hvis man er syg.

- Det er noget af det, vi har lært af corona, siger hun.

 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor