Computerspil til blinde børn med på velfærdsteknologisk udstilling

​Et computerspil til blinde børn, som RegionH E-læring har produceret i samarbejde med synskonsulent Eva Madsen fra Den Sociale Virksomhed, har fundet vej til Aarhus Kommunes velfærdsteknologiske udstillingssted DokkX. Her vil spillet Blind Game det næste halve år være en del af udstillingen "Leg og lær med teknologi". 

Vent...

Tekst: Journalist Trine Kit Jensen

Børn med et synshandicap skal lige som alle andre børn have mulighed for at spille computerspil på egen hånd uden at være afhængige af hjælp fra deres forældre eller andre. Det er tanken bag computerspillet Blind Game. Spillet rummer i alt seks forskellige spil, som blinde og svagtseende børn kan navigere i ved hjælp af lyd.


Idéen til spillet fik Eva Madsen, der er synskonsulent for blinde og svagtseende børn i Kommunikationscenteret under Den Sociale Virksomhed i Region Hovedstaden. Eva Madsens idé blev sidste år realiseret i samarbejde med e-learningspecialist Tom Dalgaard Petersen fra RegionH E-læring, og frem til slutningen af juni måned er Blind Game nu med på en udstilling med temaet "Leg og lær med teknologi" på DokkX i Århus.

Teknologi skal tilpasses udfordringer

Ergoterapeut og kommunikationsvejleder Anna Voss fra den socialøkonomiske virksomhed Teknologi i Praksis er medarrangører af de skiftende udstillinger på DokkX, der er Århus Kommunes udstillingssted for velfærdsteknologi. Hun så en video om computerspillet til små blinde børn og fandt det oplagt at præsentere Blind Game i forbindelse med det aktuelle tema.

-  Alle kan anvende teknologi på trods af et handicap. Vi skal bare sørge for at tilpasse teknologien til deres udfordringer og særlige forudsætninger, og det er Blind Game et godt eksempel på, siger Anna Voss.

Synskonsulent Eva Madsen var inviteret med, da udstillingen åbnede fredag 10. januar. Den varer frem til udgangen af juni, og i den periode vil rundvisere i udstillingen kunne introducere gæsterne til spillet, som de har mulighed for at afprøve på en iPad.

"Leg og lær med teknologi" har fokus på teknologier, der kan stimulere til leg og læring gennem hele livet. Den rummer derfor ikke bare teknologi til børn, men også til voksne og ældre. Udstillingerne på DokkX i Århus besøges både af almindelige borgere, fagfolk fra institutioner og virksomheder og studerende. Da Danmark er langt fremme, når det gælder velfærdsteknologi, har udstillingerne typisk mange udenlandske gæster, især fra de øvrige nordiske lande, men også fra resten af verden. 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor