RegionH E-læring med på international konference om brugervenligt IT-design

​En e-læringsspecialist fra RegionH E-læring og en specialist fra HR-systemudvikling er blandt oplægsholderne på konferencen UX Copenhagen, der finder sted 18.-19. marts 2019

Vent...

Af journalist Trine Kit Jensen


User Experience (UX) er det engelske ord for brugeroplevelse og UX Copenhagen, som Center for Ledelse på Østerbro i København lægger lokaler til, sætter spot på brugervenligt IT-design.

Helle Martens, selvstændig UX designkonsulent og ingeniør, er initiativtager til og arrangør af konferencen, og det er femte år i træk, at UX-nørder fra ind- og udland mødes over to dage for at deltage i workshops, få inspiration og udveksle viden og erfaringer.  

E-læringsspecialist Arif Mustafa og specialist fra HR-systemudvikling Jesper Melek Nielsen er UX-pionerer i Region Hovedstaden. De er sammen med en repræsentant for softwarevirksomheden iMotions inviteret med på konferencen for at holde oplæg om, hvordan man kan introducere UX i en stor organisation og vil præsentere de foreløbige erfaringer med at skabe bedre e-læring og forbedre brugeroplevelsen for sundhedsprofessionelle, når de fx opererer på Sundhedsplatformen.

 

Mere præcist billede af brugernes udfordringer 

Traditionelt er brugeroplevelsen og brugeradfærden blevet målt via interviews. Men i 2018 blev der i Region Hovedstaden indkøbt UX-udstyr til bl.a. eyetracking, sved- og pulsmåling og analyse af ansigtsudtryk. De biometriske målinger skal sammen med den tilhørende software, der bearbejder de indsamlede data, give et bedre og mere præcist billede af brugernes udfordringer, når de sidder foran computeren.

I forbindelse med den nyeste opdatering af Sundhedsplatformen blev der med det nye UX-udstyr f.eks. gennemført en pilot-brugertest af en af lægesekretærernes arbejdsgange. Målingen viste blandt andet, hvad man bør have fokus på, når der undervises i denne arbejdsgang. Derudover dokumenteredes det, at ændring af farvetema og knappers placering giver udfordringer for brugeren. 

 

"Badehætte" med elektroder

Seneste UX-anskaffelse i Region Hovedstaden er en såkaldt EEG-måler, der ligner en badehætte og er forsynet med elektroder. Når en bruger får "badehætten" på hovedet, kan man måle den kognitive aktivitet, herunder bl.a. brugerens motivation ved hjælp af en motivationsscore. På den måde kan man f.eks. finde ud af, om et digitalt læringsprodukt er designet og tilrettelagt, så brugeren finder det interessant.

 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor