Test din viden om meningitis

​Tidlig diagnostik og behandling er afgørende ved meningitis og meningokoksygdom. Via e-læring kan du opdatere din faglige viden, så sygdommene bliver opdaget så tidligt som muligt og patienterne får de bedst mulige forudsætninger for at overleve.

Vent...

Artikel skrevet af journalist Trine Kit Jensen

 

Ved du, at patienter med meningitis eller meningokoksygdom ikke nødvendigvis er nakke-ryg-stive? Ved du, at udtalte bensmerter kan været et tegn på meningokoksygdom? Ved du, hvordan man skelner en petekkie (hudblødning) fra andre former for hududslæt? 



Alt dette og meget mere kan du lære mere om ved at tage regionens e-læring om meningitis og meningokoksygdom. Meningitis og meningokoksygdom er sjældne sygdomme. Derfor har kun få sundhedsprofessionelle erfaring med at diagnosticere dem. Samtidig kan symptomerne især i starten og særligt hos børn og unge være uspecifikke, og det giver risiko for at overse, at patienten er alvorligt syg.  

For at forebygge, at det sker og sikre, at diagnosen bliver stillet så hurtigt som muligt, er der udviklet to e-læringskurser. Det ene er målrettet diagnostik hos børn og unge, det andet hos voksne. Det skyldes, at sygdommen hos de to grupper ofte præsenterer sig lidt forskelligt.   

Kurserne er udarbejdet som led i de handleplaner, Region Hovedstaden satte i værk i 2017 efter en grundig analyse af nogle ulykkelige hændelser, hvor borgere henvendte sig med symptomer på meningokoksygdom, men ikke blev diagnosticeret og behandlet i tide. Tre unge mænd døde af sygdommen.

Målgruppen er primært personale på hospitalernes akutmodtagelser og børnemodtagelser. Men kurserne er relevante for alle sundhedsprofesionelle, der ønsker at opdatere deres viden på feltet, herunder praktiserende læger og ansatte på akuttelefonen 1813.

 

Vinter er sæson

E-læringen er obligatorisk for alle læger og sygeplejersker i forbindelse med simulations-undervisningen "Træning af samarbejde ved håndtering af den diagnostisk uafklarede patient", som CAMES er ansvarlig for. Denne træning skal alle sygeplejersker og læger, der har deres daglige gang i regionens akut- og børnemodtagelser, igennem. Men da det drejer om ca. 1900 mennesker, kan der gå et stykke tid, før alle har fået undervisningen på CAMES.  

 - Derfor kan det være relevant at tage e-læringen separat og særligt lige nu, da vinteren typisk er den sæson, hvor der ses flest tilfælde af meningitis og meningokoksygdom. Samtidig er der også mange tilfælde af influenza, som meningitis og meningokoksygdom særligt tidligt i forløbet kan ligne, siger Perle Darsø, afdelingslæge og regional risikomanager, Center for Sundhed.

 

Indholdet i kurserne

E-læringen er i begge kurser bygget op omkring patient-cases, der illustrerer væsentlige symptomer og fund. I kurserne bliver det samtidig understreget, hvad du som sundhedsprofessionel skal være særligt opmærksom på i forhold til meningitis og meningokoksygdom.

Undervejs skal du reflektere over en række spørgsmål, som hjælper dig med at strukturere din diagnostiske viden og din tilgang til at vurdere patienter med akut opstået medicinsk sygdom.

Hver af de to kurser tager 20-30 minutter at gennemføre. De to kurser er tilgængelige på Kursusportalen. 

Du finder dem ved at klikke på links nedenfor: 

E-læring om Meningitis - Børn og Unge

For ansatte i Region Hovedstaden 

Hvis du ikke er ansat i Region Hovedstaden


E-læring om Meningitis - Voksne

For ansatte i Region Hovedstaden

Hvis du ikke er ansat i Region Hovedstaden


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor