Nyt e-læringskursus i rengøring og håndtering af fleksible endoskoper

​RegionH E-læring står i samarbejde med Kirurgisk Ambulatorium og Endoskopi på Rigshospitalet bag et nyt e-læringskursus i rengøring og håndtering af fleksible endoskoper. Målet med kurset er at undgå smitteoverførsel og sikre, at de dyre endoskoper ikke bliver beskadiget. 

Vent...

Tekst: Trine Kit Jensen


Endoskoper bruges til mange forskellige undersøgelser og behandlinger på hospitaler og i speciallægepraksis. Der findes mange forskellige slags, og bliver den enkelte type ikke rengjort og desinficeret korrekt, kan der ske overførsel af smitte med alvorlige infektioner til følge.

Set i lyset af den voksende antibiotikaresistens både nationalt og internationalt er genbehandling (rengøring og desinfektion) et vigtigt indsatsområde. Men der er også andre årsager til, at endoskoperne skal håndteres på den rigtige måde. De er dyre i indkøb og dyre at reparere, hvis de går i stykker. Derfor er det vigtigt at bruge det rigtige udstyr til rengøringen, så skoperne ikke beskadiges. 

Altid frisk viden

Mette Asbjørn Olsen har i en lang årrække været afdelingssygeplejerske på Kirurgisk Ambulatorium og Endoskopi i Center for Kræft og Organsygdomme på Rigshospitalet. Hun er initiativtager til et nyt e-læringskursus i rengøring og håndtering af fleksible endoskoper og glad for, at der nu findes et supplement til sidemandsoplæringen og de kurser, som producenterne af de enkelte endoskoper tilbyder.

- I de 30 år, jeg har arbejdet med endoskopi, har opfølgning på kurser og sidemandsoplæring været et tilbagevendende problem, bl.a. fordi rengøring af endoskoper for nogles vedkommende ikke er noget, de gør så ofte. E-læringen er et lille hurtigt kursus, du fx kan tage en gang om året, og på den måde vil du hele tiden have frisk viden om de vigtigste punkter, siger hun.


Med i kufferten til Grønland

Mette Asbjørn Olesen har for nylig sagt sit job på Rigshospitalet op og startede den 1. juni i et nyt job som sygeplejerske på hospitalet i Sisimiut, der er Grønlands næststørste by.

Det nye e-læringskursus har hun taget med i kufferten.   

- I Grønland er der rigtig mange vikarer på hospitalerne, som kurset kan være relevant for, hvis de pludselig står i en situation, hvor de skal gøre endoskoper rene. Jeg vil derfor spørge hospitalet i Sisimiut og måske også i Nuuk om, hvorvidt der er interesse for at afprøve kurset og eventuelt lave en effektundersøgelse deroppe, siger hun. 

Se kurset i Kursusportalen 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor