Royal indvielse af Texas-Denmark Bio Bridge Alliance

​Den 13. marts 2019 blev en ny strategisk alliance på sundhedsområdet indviet. Region Hovedstaden er med helt i front og har været med til at designe den virtuelle transatlantiske broforbindelse.

​​Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary taler ved indvielsen af Texas-Denmark Bio Bridge Alliance

​Region Hovedstaden var i marts for første gang med i et royalt erhvervsfremstød i udlandet. HKH Kronprinsesse Mary, som er protektor for organisationen Healthcare Danmark, talte ved indvielsen i Houston af en ny strategisk alliance mellem Danmark og Texas Medical Center (TMC). Lars Dahl Allerup, leder af funktionen Innovative Indkøb & Strategiske Partnerskaber i Koncernindkøb talte også ved indvielsen, inviteret af Udenrigsministeriet. 

Store forhold og store perspektiver

Med den nye virtuelle bro indgår Region Hovedstaden i et strategisk samarbejde af store dimensioner. TMC er verdens største hospitalskompleks med ca. 10 mio. patienter årligt, og 58 medlemsinstitutioner; blandt andre MD Anderson Cancer Center, der er verdens største kræfthospital og Texas Childrens’ Hospital, der er verdens største børnehospital.


Den nye alliance, Texas-Denmark Bio Bridge, skal bane vejen for udveksling af sundhedsteknologi, forskning, start-up virksomheder, værdibaseret indkøb og generel know-how om sundhedssektoren.



 Lars Dahl Allerup m.fl. drøfter perspektiverne  med HKH Kronprinsesse Mary


Personlig medicin inden for stråleterapi er en del af broen

Texas-Denmark Bio Bridge udgør en slags virtuel, tovejs broforbindelse, og det første projekt som krydser broen, er et de 7 igangværende innovationsprojekter, som ledes i afdelingen Innovative Indkøb & Strategiske Partnerskaber i Koncernindkøb. Projektets formål er at realisere personlig medicin inden for stråleterapi gennem real-time tumor responsevaluering ved hjælp af den såkaldte hyperpolariserings-teknologi. Idéen til projektet er opstået i samarbejde mellem Stråleterapien på Herlev Hospital og afdelingen Innovative Indkøb & Strategiske Partnerskaber i Koncernindkøb.


Projektet er et 5-årigt forskningskonsortium mellem Onkologisk Afdeling på Herlev Hospital, Danish Research Centre for Magnetic Resonance på Hvidovre Hospital samt Grundforskningscenteret, Center for Hyperpolarzation in Magnetic Resonance under Institut for Sundhedsteknologi på DTU. Med den nye bro som bindeled indtræder MD Anderson Cancer Center i Houston nu som strategisk partner for konsortiet. Centret bringer dermed internationalt perspektiv ind i projektet, som en af verdens førende forskningsinstitutioner inden for kræft.


 Cheffysiker Brian Holch Kristensen, New Business Development Manager Lars Dahl Allerup og Jim Bankson fra MD Anderson Cancer Center, Houston, Texas.


Region Hovedstadens innovationsprojekter markant styrket

Indkøb & Investering udgør den ene af seks søjler i Texas-Denmark Bio Bridge. Her er Lars Dahl Allerup ekspert, og han har hjulpet Udenrigsministeriet med at designe broen og sidder desuden i alliancens advisory board. Boardet tæller også ledende medarbejdere hos TMC, flere hospitaler og institutioner samt generalkonsulatet i Houston. Om formålet med arbejdet siger Lars Dahl Allerup:

   ”Vi bidrager til arbejdet, fordi regionens innovationsprojekter bliver styrket markant, når vi samarbejder med førende amerikanske hospitaler og forsknings-institutioner. I broens advisory board samarbejder vi om identificering af 3 strategiske spor, som både vi og Texas ser som udfordrende i fremtidens sundhedsvæsen. TMC er f.eks. meget interesserede i vore erfaringer med værdibaseret indkøb, hvor Danmark bliver regnet blandt de førende lande i verden. Det hører også med, at broen er en fantastisk mulighed for referencer for danske life science start-up virksomheder med ambitioner om at komme ind på det attraktive amerikanske marked”.



Redaktør