Historie

​​​​​​​​​​

​Begyndelsen med Per From Hansen​​

Det ændrede sygdomsmønster fra infektionssygdomme til nutidens kendte kroniske sygdomme satte gang i en lang række befolkningsundersøgelser primært med fokus på hjertekarsygdomme. Selv om der var sporadiske undersøgelser i første halvdel af 1900-tallet, regnes Framinghamstudiet i USA (1949-50) som starten på disse befolkningsundersøgelser. Framinghamstudiet blev fulgt op af ”Seven Country Studies” i 50’erne (Japan, USA og fem europæiske lande). En dansk læge - Per From Hansen – besøgte det daværende Jugoslavien, som var et af de fem europæiske lande. Han blev inspireret til at gennemføre en lignende undersøgelse i Danmark, hvilket blev muligt, da han tiltrådte en stilling som overlæge på medicinsk afdeling på det nybyggede Glostrup hospital. Han fandt støtte til dette gennem svenske kollegaer, som havde startet Göteborgstudiet i 1963. Der havde tidligere været gennemført befolkningsundersøgelser af voksne personer i Danmark (fx ”The Sickness Survey of Denmark” i 1951-54, Metropolit-kohorten – mænd født i 1954 i København), men disse var udelukkende baseret på spørgeskemaer og interview. Den nye undersøgelse ville for første gang inddrage fysiske undersøgelser (fx blodtryk) samt blodprøver (fx kolesterol).

”Glasklart vanvid?”​

1. april 1964 begyndte From Hansens 1. reservelæge Leif Hagerup således at undersøge ca. 800 mennesker, der var født i 1914 og derfor 50 år gamle på undersøgelsestidspunktet – den såkaldte 1914-kohorte. I 1967 gennemførte Marie Eriksen en lignende undersøgelse af 70-årige (1897 kohorten) og i 1974 gennemførte Marianne Schroll en genundersøgelse af 1914-kohorten, hvor deltagerne i mellemtiden var blevet 60 år. Kollegaer var meget kritiske over for Per From Hansen, og nogle brugte sågar udtrykket ”glasklart vanvid”. Imidlertid viste idéen sig bæredygtig, og i 1976 initierede Per From Hansens kollega Anders Tybjerg Hansen, Rigshospitalet en tilsvarende undersøgelse på Østerbro (Østerbroundersøgelsen). I samme periode etablerede Marianne Schroll ”Epidemiologisk forskningsgruppe”, som senere blev Dansk Epidemiologisk Selskab.

Befolkningsundersøgelserne gøres permanente og internationaliseres​

De første undersøgelser fandt sted i den medicinske afdeling ambulatorium, men fra 1974 flyttede dataindsamlingen over i egne lokaler i Ringvejsblokken (den tidligere elevbolig) og i årene fremover afløste den ene befolkningsundersøgelse den anden – uden pauser imellem. Der blev etableret en fast skab på fire personer (to sekretærer, en sygeplejerske og en bioanalytiker), som assisterede skiftende forskere i dataindsamlingen. Den ene sekretær var finansieret af medicinsk afdeling, mens de tre øvrige personaler var lønnet af skiftende fondsmidler – og selv om der sjældent var penge til mere end få måneder frem i tiden, lykkedes det at få fastholdt det samme personale i næsten 20 år. Medicinsk afdeling rådede over eget laboratorium, som tog sig af blodprøverne og initierede oprettelsen af en biobank. Data blev tastet ind og analyserne foregik i mange år på dataafdelingen på Herlev Hospital ved Svend Larsen.

Marianne Schrolls engagement sikrede at Befolkningsundersøgelserne blev en del af det meget ambitiøse, WHO-ledede projekt, MONICA (multinational MONItoring of trends and determinants in CArdiovascular disease), hvor forskere fra 34 centre i 20 lande i en 10 års periode (1980-1990) gennemførte standardiserede befolkningsundersøgelser med henblik på analyse af risikofaktorer til hjertekarsygdomme. Dette internationale samarbejde er fortsat i en række projekter, hvor de internationale data benyttes i fælles analyser (ex MORGAM, BiomarCaRE). Samarbejdet afstedkom desuden andre internationale samarbejder, hvor forskningscentrets data er involveret i en lang række internationale samarbejder.

En ændret struktur​

I 1983 døde Per From Hansen. Den formelle leder af befolkningsundersøgelserne var fortsat den ledende overlæge ved den medicinske afdeling, men Marianne Schroll overtog – ved siden af det kliniske arbejde – den reelle ledelse. Der blev desuden etableret en styregruppe og et repræsentantskab, som videreførte centret.

Antallet af forskere, der havde andel i de indsamlede data, voksede samtidig med, at antallet af publikationer steg. For at sikre en mere stabil struktur lykkedes det Marianne Schroll at skabe økonomiske midler til at ansætte en halvdagsleder. Torben Jørgensen blev ansat i denne stilling i perioden 1990-93 og samtidig fik medicinsk afdeling en ny ledende overlæge, Hans Ibsen, som selv havde skrevet disputats ud fra Befolkningsundersøgelsernes data. I de følgende år gennemførtes en stabilisering og organisering af arbejdet med de mange data. I perioden 1993-97 var Knut Borch-Johnsen daglig leder. I denne periode kom Befolkningsundersøgelserne på en fast bevilling i Københavns Amt og skiftede navn til Center for Sygdomsforebyggelse (CfS). Den faste bevilling sikrede en stabilitet i form af finansiering af en fuldtidsleder og det faste personale ved dataindsamlingerne. Fra 1997 blev Torben Jørgensen ansat som overlæge og daglig leder af centret..

Et selvstændigt forskningscenter 2002​

Fra 2002 blev centret en virksomhed i Københavns Amt og fik sit nuværende navn: Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed (FCFS). Med oprettelse af Region Hovedstaden i 2007 fortsatte FCFS som et selvstændigt forskningscenter – nu som decentral enhed i Koncern Plan, Udvikling og Kvalitet (KPUK).

Den faste bevilling i 1996 indebar, at der blev stillet lokaler til rådighed for forskere, som benyttede de indsamlede data. Indtil da havde de mange forskerne (mere end 50), som havde været involveret i dataindsamlinger, befundet sig på kliniske afdeling og på andre institutioner. Forskningscentret havde således i mange år – faktisk inden ordet blev opfundet – fungeret som et murstensløst forskningsnetværk, hvilket forskningscentret fortsat nyder godt af. De bedrede fysiske rammer har medført, at antallet af ansatte er steget fra ca. 10 personer i 1996 til ca. 60 personer i dag.

I dag er FCFS organiseret med tre forskningsafdelinger med hver sin forskningsleder, en statistik- og datasektion samt et sekretariat (se under organisation). FCFS er knyttet til Københavns og Aalborg Universiteter med professorater og eksterne lektorater.

Den faglige udvikling​

Ulig de fleste samtidige internationale befolkningsundersøgelser, havde forskningscentret fra begyndelsen ikke blot fokus på den kardiovaskulære epidemiologi, men var åben for andre specialer. Fx var psykiatrisk afdeling med fra den spæde start i 1964 med intelligenstest og spørgeskemaer om personlighed samt psykiske symptomer og sygdomme. Denne åbenhed over for andre sygdomsområder, hvor epidemiologisk forskning er lige så nødvendig, bevirkede, at stort set alle specialer i løbet af årene i støre eller mindre grad blev inddraget i de mange kohorter. Som regel var det som delprojekter til hovedprojektet, men der blev også etableret selvstændige kohorter for hovedpineepidemiologi, allergi, aldring og generelt helbred.

Hovedfokus var fra starten den befolkningsbaserede epidemiologi, som i dag er en selvstændig afdeling i FCFS. Men også den kliniske epidemiologi, som omhandler studier af patientforløb, vandt hurtigt sporadisk fæste i forskningscentret. Dette forskningsområde tog imidlertid fart i midten af 90’erne, da forskningscentret blev involveret i det Nationale Indikator Projekt (NIP) og de kliniske kvalitetsdatabaser. I dag er den kliniske epidemiologi en af de tre forskningsafdelinger i FCFS. Hensigten med både den befolkningsbaserede epidemiologi og den kliniske epidemiologi er at støbe kuglerne til rationelle modeller for at forebygge henholdsvis kroniske sygdomme og uhensigtsmæssige patientforløb. Efter et enkelt forsøg i 70’erne med et befolkningsbaseret interventionsstudie (Helbred1978) tog forskning i sundhedsfremme og forebyggelse fart i 90’erne både inden for den individorienterede og strukturelle strategi. I dag er forskning i sundhedsfremme og forebyggelse en af de tre afdelinger i forskningscentret.

Fremtiden​

Der er en stigende erkendelse af, at forebyggelse og sundhedsfremme er nødvendige for at aflaste et presset sundhedssystem, og samtidig er der en stigende erkendelse af, at der skal arbejdes klinisk med disse områder. Fremtiden bør derfor sikre, at forskning i årsager til kroniske sygdomme og uhensigtsmæssige patientforløb arbejder sammen med forskning i opbygning af modeller for forebyggelse og sundhedsfremme. Det kommende arbejde i FCFS er således at sikre en større integration af arbejdet i de tre etablerede forskningsafdelinger, idet de i et samarbejde kommer til at løfte en meget væsentlig opgave inden for folkesundheden.

Da forebyggelse og sundhedsfremme bygger på viden om årsager til kroniske sygdomme og til gode og dårlige patientforløb, skal de tre afdelinger i tæt samarbejde være med til at løfte en stor opgave, som bør være placeret i den ”kliniske” verden. Ligesom den kliniske forskning er en integreret del af de miljøer, hvor patienter behandles, så skal sundhedsfremme og forebyggelse også foregå som en integreret del af de miljøer, hvor den skal komme befolkningen til gode. Mens resultater af klinisk forskning (patientbehandling) hovedsagelig implementeres i lægepraksis og hospitalsafdelinger, så implementeres sundhedsfremme og forebyggelse både i stat, region og kommuner. Det er således nødvendigt, at et forskningscenter som FCFS arbejder tæt sammen med disse instanser. Det er naturligvis vigtigt at bevare forbindelsen til de universitære miljøer, men ståstedet skal være der, hvor resultaterne skal bruges.

Redaktør