Århundredets børn

​Sundhed og aldring i det 20. århundrede belyst gennem Befolkningsundersøgelserne i Glostrup og samtaler med tretten 95-årige fra 1914-kohorten

Marianne Schroll blev den første professor i Geriatri i Danmark og er nu pensioneret. Hun bidrog i mange år til at udvikle vigtig gerontologisk viden om befolkningens sundhedstilstand, bl.a. gennem sit engagement i Glostrup Undersøge​lserne, som begyndte i 1964. Bogen Århundredets børn er en oversigtlig indføring i udviklingen af befolkningens sundhedstilstand i det 20. århundrede i Danmark og en personlig beretning; både for Marianne Schrolls eget virke og for nogle af de mennesker, som deltog. Her fremlægger hun dels den viden, som 50 års undersøgelser i Glostrup har indbragt, dels binder hun en sløjfe ved at præsentere fortællinger om livets tildragelser, glæder og sorger fra nogle af de længst-levende deltagere i undersøgelsen. Marianne Schroll foretog selv livshistoriske sundhedsinterview med de sidste 13 mennesker, da de var 95 år gamle i 2009. Marianne Schroll skriver om sit livslange engagement:

De 95-årige er en del af en gruppe på oprindelig tusind 50-årige mænd og kvinder, der første gang blev invi​teret til en helbredsundersøgelse i Glostrup i 1964. De er fulgt med fem til ti års interval, til enkelte af dem nu fylder 100 år i 2014.

Jeg havde selv ansvaret for 60-års undersøgelsen. Deltagerne svarede på spørgsmål om sociale forhold og livsstil, evt. sygdomme og medicinforbrug; de blev helbredsundersøgt især vedrørende hjertekarsygdomme og gennemgik en række fysiske​ og psykiske tests. En sådan befolkningsundersøgelse kan også bruges til at studere, hvad der øger levealderen og bedrer funktionsevnen, og hvad der påvirker velværet og således fører til en vellykket alderdom. Da 1914-populationen fyldte 95 år, besluttede jeg at interviewe 13 af de mest raske og aktive, om deres liv.

De 95-årige er overlevere. Hvordan kommer man igennem livet hertil? Hvorfor mister man ikke modet? Hvad er meningen med det hele. Hvis de skulle leve livet om igen, ville de da have været noget andet eller have handlet helt anderledes?

Igennem interviewene følger vi de 95-åriges livsløb ved at høre om deres ægteskab, børn og​​​ arbejdsvilkår, deres helbred og eventuelle skavanker, og hvordan de har mestret tilværelsen. Fortællingerne sættes i relief af konklusioner fra de artikler, der er skrevet om risikofaktorer for hjertesygdomme og om muligheder for en vellykket alderdom, på baggrund af Glostrup-data. Hvert afsnit indledes med deltagernes ”egne resultater” fra 1914-populationsundersøgelsen. Tilsammen udgør resultater og fortælling brikker i et mønster, der illustrerer sundhedsudviklingen i ældrebefolkningen i de sidste 50 år, erfaret gennem disse 13 mennesker ”på egen krop”.

I 1964 blev mange mænd ramt af blodprop i hjertet, og vi var ved Glostrup-undersøgelserne med til at gøre det klart, at det var en livsstilssygdom. Når man ryger for meget, spiser for fedt og får for lidt motion, så trækker man veksler på helbredet. Efterhånd​en som deltagerne blev ældre, blev forskningsspørgsmålene ikke længere rettet mod forebyggelse af hjertesygdomme, men mod en vellykket alderdom. Når aldersforandringer begynder at vise sig, kan det være, at gamle mennesker begynder at klage over, at det, de foretager sig, må udføres i nedsat tempo, eller at de bliver trætte, mens de gør det. Trætheden har at gøre med flere kroniske sygdomme, smerter og nedtrykthed, men også mindre muskelstyrke og manglende brug. God fysisk form, ernæringsrigtig kost, hurtig indsats ved begyndende sygdomssymptomer, et aktivt socialt liv og meningsfulde aktiviteter er faktorer, som kan beskytte mod for tidlig alderssvækkelse og behov for hjælp.

1914-generationen gik ind i ægteskabet ud fra kærlighed til et andet menneske, og de har forsøgt at bevare den gennem livet. Når ægtefællen dør, betragtes det alligevel som ”nor​​malt”, forventeligt, især for kvinderne, som overvejende giftede sig med ældre ægtefæller, og fordi mænd i slutningen af det 20. århundrede i gennemsnit levede seks år kortere end kvinderne.

Historier om børnene fyldte godt op i de 95-åriges fortællinger. Børnene dukkede op i alle sammenhænge. Børn var af betydning for den rolle, man skabte sig i tilværelsen, for en følelse af livsfylde, og for tilværelsen som gammel både med hensyn til praktisk hjælp og social kontakt. Men nogle af de 13 interviewede er barnløse. Der skal en ihærdig og bevidst indsats til for at skabe sig et nært netværk i alderdo​​​mmen i den yngre generation, når man ikke har børn.

Efter 40-50 år på arbejdsmarkedet, fulgte 30 år som pensionist. Men fagligheden var stadig en vigtig del af mændenes identitet. Arbejdsløshed var det værste, der kunne være sket, og tab af faglige færdigheder blev for dem det sværeste udtryk for alderssvækkelse. Kvinderne havde som børn indstillet sig på et liv som husmødre, og den livsform fo​​rtsatte de livet ud. Disse husmødre havde også noget at være stolte af. De sørgede for familiens sundhed gennem ordentlig kost og renlighed. De stod for børnenes opdragelse og sikrede dem bedre skoleuddannelse, end de selv havde fået. De fik månedslønnen til at slå til. De var udsat for en massiv påvirkning fra centrale myndigheder, som rettede budskaberne mod en lydhør gruppe, som udgjorde næsten halvdelen af Danmarks befolkning, husmødrene havde ”ører at høre med”. Tilsvarende budskaber får i vores generation sværere ved at nå en målgruppe, som man kan være sikker på, vil føre dem ud i livet.

Disse tretten er overlevere. De fik ikke alvorlige sygdomme, før de var over 85. De fleste af de 13 har røget, men er holdt op igen, da det blev for dyrt eller ikke længere smagte godt. ​Deres kolesteroltal var højt efter nutidens begreber. Men de har rørt sig meget, cyklet, og holdt en idealvægt igennem ”dansk husmandskost”, selvom de er fulgt med tiden. Desuden har de nok haft en overvejende positiv indstilling til livet.

Du skal dø. Det ved vi alle; men måske bliver tanken særlig påtrængende, når man har levet så længe som de 95-årige. De 95-årige var fortrolige med døden forstået på den måde, at de oftere tænkte på den, end de gjorde før. Men hvad det vil sige at dø, er et lige så ubesvaret spørgsmål for gamle som for unge.

Der kan med alderen ske en psykologisk udvikling i takt med de biologiske aldersforandringer. Personlig udvikling har ingen aldersgrænse. Man kommer styrket ud af belastende begivenheder med nye erfaringer og erkendelser, begivenhederne bearbejdes og indsigten i problemløsning bliver bedre. Herved udvikles modenheden, og nye mestringsstrategier indlæres. Der skabes muligheder for at prioritere indhold i livet, som giver kvalitet. Deri består menneskets evne til at omstille sig livet igennem og afpasse sig til aldringen og nå til tilfredshed med ændrede livsvilkår.

Ved interviewene mødte jeg en række helstøbte personligheder med en sikker identitet, formet gennem et langt liv. De havde en tydelig fornemmelse af, hvilke muligheder de havde haft, hvad de kunne drive det til, og accepterede tilsyneladende den plads, de havde fundet i livet. De har fået erfaring, som de bruger meget forsigtigt af frygt for at presse den ned over yngre familiemedlemmer, som ikke har bedt om det. De har haft et rigt liv med op og nedture, som det skal være, så rigt, at erindringerne rækker til refleksioner, som ikke længere gør ondt.

Ingen ønskede et anderledes liv.


Kontaktperson: Marianne Schroll, schroll@dadlnet.dk

Redaktør