Ny forståelsen af diabetes vil gavne patienterne

​Et mere helhedsorienteret blik på diabetes har ændret den grundlæggende forståelse af sygdommen, som i mange år har været centreret omkring bugspytkirtlen
Forskning på Center for Diabetesforskning på Gentofte Hospital peger på at tarmsystemet og tarmhormonerne har stor betydning for vigtige, men hidtil ukendte sygdomsmekanismer.

-Diabetesforskningen har i mange år koncentreret sig om bugspytkirtlen, fordi den producerer insulin. Vi arbejder med en mere holistisk tilgang og inddrager også andre organers betydning for sukkerstofskiftet, siger den ene af centerets to ledere, professor ved Københavns Universitet og overlæge Tina Vilsbøll.

Sammen med sine kolleger har Tina Vilsbøll modtaget Region Hovedstadens store sundhedspris Global Excellence. Prisen tildeles faglige forskningsmiljøer i international særklasse. 

En sygdom i vækst

Diabetes – og særligt type 2-diabetes – er en af de helt store folkesygdomme, som er i nærmest eksplosiv vækst i store dele af verden. 
Alene i Danmark er type 2 diabetes en af de hurtigst voksende folkesygdomme. Således er antallet af diabetikere fordoblet på bare10 år og mere end 300.000 danskere lider i dag af type 2 diabetes.

Dermed haster det med at finde nye og bedre behandlingsmetoder.

-Vi arbejder både med at øge den basale sygdomsforståelse, og med at udvikle nye forebyggelses- og behandlingsformer, forklarer Tina Vilsbøll.

Centeret har for eksempel undersøgt galdeblærens indflydelse på kroppens sukkerstofskifte. Det er et studie, man forventer sig meget af fremadrettet, siger Tina Vilsbøll. 

-Galden er med til at regulere vores appetit, og foreløbige resultater antyder, at galde måske kan bruges som en ny diabetesbehandling i fremtiden.

Redaktør