Tæt på verdens første effektive vaccine mod graviditetsmalaria

Center for Medicinsk Parasitologi er tæt på at have udviklet en effektiv vaccine mod graviditetsmalaria. Dermed er verden et skridt tættere på løsningen af et globalt sundhedsproblem

Man anslår, at malaria hvert år dræber mellem 500.000 og 750.000 mennesker på verdensplan. De fleste er børn under fem år, der er smittet af moderen under svangerskabet.

Den rigtig gode nyhed er, at man på Center for Medicinsk Parasitologi (CMP) i København er tæt på at have udviklet en effektiv forebyggelse af den klassiske fattigdomssygdom.

-Vi forventer faktisk at udvikle verdens første effektive vaccine, som vil beskytte unge gravide mod at få malaria under graviditeten, siger professor ved CMP, Lars Hviid. 

Løsningen på et gl​obalt sundhedsproblem

Vaccinen skal senere i 2015 afprøves i et stort forsøg i Benin og Tyskland. Viser den sig at være så effektiv, som forskerne håber, kan det redde hundredetusindevis af menneskeliv hvert år.

Men det kan også blive et afsæt til at udvikle nye vacciner målrettet andre typer af malaria.

-Dermed vil vi have taget et meget stort skridt i retningen mod at løse et globalt sundhedsproblem, siger Lars Hviid, der på centrets vegne har modtaget Region Hovedstadens store forskningspris, Global Excellence.

Relevant for kræft- og d​​​iabetesforskningen

Sidst men ikke mindst kan CMP's mere basale fund i malariaforskningen være nyttige i forhold til diagnosticering og behandling af andre sygdomme, som er mere aktuelle i det danske samfund.

-Vores viden om, hvordan malariaparasitterne vokser fast i moderkagen, kan vise sig yderst relevant for kræftforskningen. Et andet eksempel er diabetesforskningen, hvor Malaria-sygdommens påvirkning af stofskifte og ernærings-tilstand kan være af stor værdi, siger Lars Hviid.  

Redaktør