’Vent og se’-recepter til børn med øvre luftvejsinfektioner

Projektbeskrivelse af et tværsektorielt udviklingsprojekt i Region Hovedstaden: 'Vent og se'-recepter er et nyt værktøj, som fra efteråret 2016 bliver afprøvet som led i kampen mod unødvendig antibiotika til børn i Region Hovedstaden. Metoden virker i Storbritannien og Norge. Projektet skal i samarbejde med almen praksis afprøve barrierer og muligheder ved brugen af 'Vent og se'-recepter til børn i alderen 0-6 år med symptomer på luftvejsinfektioner, der henvender sig i almen praksis. 

Formål
Formålet er at undersøge praktiserende lægers og forældres oplevelse af 'vent og se'-recepter, herunder hvilke barrierer og muligheder de oplever ved strategien. Yderligere vil der blive kigget på, hvor mange, der får en 'vent og se'-recept, hvor mange der indløser den samt, hvorvidt forældrene helt eller delvist giver deres barn antibiotikakuren.

Projektets baggrund
90 % af alle recepter på antibiotika udskrives i primærsektoren og antibiotika anvendes ofte til at behandle øvre luftvejsinfektioner (mellemørebetændelse, halsbetændelse, bihulebetændelse eller forkølelse) hos førskolebørn. En stor del af den antibiotika, som anvendes til at behandle disse infektioner, er unødvendig og forbundet med flere bivirkninger. Faktisk er det således, at man skal give antibiotika til 20 børn med mellemørebetændelse for at 1 barn har gavn af behandlingen, mens resten lige så godt kunne have klaret sig uden. 

Den voksende resistensudvikling kræver, at forbruget af antibiotika holdes på et minimum. Ny forskning fra udlandet har vist, at brugen af 'vent og se'-recepter kan reducere forbruget af antibiotika. Når en praktiserende læge udskriver en 'vent og se'-recept, bliver forældrene informeret om, at de skal vente med at indløse recepten og se tiden an. Kun hvis barnets symptomer fortsætter eller forværres skal recepten indløses. 

Projektbeskrivelse, metode og design
Projektet inkluderer 48 læger fra Albertslund, Rudersdal, Søborg, København, Sydhavnen og Bornholm. 

I perioden nov. 2016 – feb. 2017 vil forældre med børn i alderen 0 til 6 år, der har symptomer på en øvre luftvejsinfektion, i konsultationen hos den praktiserende læge få en 'vent og se'-recept såfremt lægen vurderer, at det er forsvarligt. Udvalgte læger og forældre interviewes efterfølgende med henblik på at undersøge deres oplevelse af 'vent og se'-recepten og afdække muligheder og barrierer ved strategien. På baggrund af udenlandske studier, er det estimeret, at det vil være relevant for 10-20 % af børnene at få en 'vent og se'-recept og at 40 % af disse vil indløse recepten.

Der findes ingen studier, som har undersøgt brugen af 'vent og se'-recepterne til førskolebørn på trods af denne gruppes høje og uhensigtsmæssige forbrug. Læger og forældres oplevelser af 'vent og se'-recepterne er kun yderst sparsomt belyst i litteraturen. Projektet bidrager således med højaktuel viden.

Tidsplan
August 2016 – oktober 2016

- Rekruttering af læger
- Udarbejdelse af materiale til læger og spørgeskema til forældre
- Praktisk planlægning af projektet

November  2016 – februar 2017
- Projektperiode: 1. nov. 2016 – 28. feb. 2017
- Kvalitative interviews med forældre

Marts 2017 – maj 2017
- Analyseperiode og præsentation af resultater
- Kvalitative interviews med deltagende læger
- Resultater vil blive offentliggjort juni 2017

Evalueringsrapporten: Barrierer og muligheder ved vent og se-recepter til 0-6 årige børn med øvre luftvejsinfektioner i almen praksis er offentliggjort i oktober 2017.

Finansiering
Projektet finansieres af Tværspuljen, Region Hovedstaden og Kvalitets- og Efteruddannelsesudvalget for almen praksis i Region Hovedstaden samt Helsefonden.

Læs også: 

I Region Hovedstaden får børnene 60 procent mere antibiotika end børn i Skåne


Redaktør