Resistente bakterier (MRSA og VRE)

​To af de resistente bakterier, som man er særligt opmærksom på på hospitalerne er MRSA og VRE. MRSA (Methicillinresistente Staphylococcus aureus) og VRE (vancomycinresistente enterokokker) er bakterier, der har udviklet resistens over for de typer antibiotika, som bakterierne ellers typisk behandles med. Infektioner med resistente bakterier er vanskelige behandle fordi de kræver brug af særlige antibiotika, som ofte er dyrere og/eller har flere bivirkninger. 

MRSA

MRSA (Methicillin-Resistente Staphylococcus aureus) er stafylokokker, der er resistente over for de antibiotika, man normalt bruger til at behandle stafylokokinfektioner. Stafylokokker er en gruppe af bakterier, som findes på hud og slimhinder. 

Normalt giver stafylokokkerne hverken gener eller sygdom (symptomfri bærertilstand), men S. aureus kan forårsage infektioner. Hyppigst er betændelser i huden, fx. børnesår og bylder.

Hos svækkede personer forårsager S. aureus også dybe infektioner som knoglebetændelse, ledbetændelse, lungebetændelse, blodforgiftning og hjerteklapbetændelse. Mange indgreb og procedurer, der foretages på sygehuse, som for eksempel anlæggelse af katetre i blodårer, dræn samt operationer øger risikoen for stafylokokinfektioner. 

S. aureus er meget hårdføre bakterier og kan overleve i omgivelserne i flere måneder (fx. på dørhåndtag, mobiltelefoner, tastaturer og i støv).

MRSA er ikke i sig selv mere alvorlig end andre stafylokokker, men er sværere at behandle den, da det kræver behandling med særlige antibiotika.

Læs mere på Viden og råd om MRSA på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Region Hovedstadens MRSA VidenCenter

hvh mrsa videncenter.jpg

Region Hovedstadens MRSA VidenCenter overvåger forekomsten og koordinerer indsatsen mod MRSA i regionen. MRSA VidenCenter forsker i udbredelse, løbende udvikling af analyser, laboratoriemetoder og behandling af MRSA samt rådgiver sundhedsfagligt personale (hospitaler, praktiserende læger, kommunker, skoler, institutioner, embedslæger m.v.) omkring håndtering, herunder isolation, hygiejne og behandling af MRSA. 

Læs mere om MRSA VidenCenter her

VRE

VRE (vancomycinresistente enterokokker) er tarmbakterier, der er resistente over for behandling med vancomycin, der fx. anvendes til behandling af bl.a. diarre med bakterien Clostridium difficile.

​Enterokokker er bakterier,  findes naturligt i tarmen også hos raske, mennesker.

Kun få af patienterne, der får konstateret VRE er inficeret med bakterien. Langt de fleste bærer bakterien i mave-tarmkanalen og har ingen symptomer (symptomfri bærertilstand). Bakterien fremmes betydeligt af forudgående behandling med antibiotika.

VRE-infektion opstår hovedsagligt hos svækkede patienter med nedsat immunforsvar, med intravenøse katetre eller høj alder. Bliver patienterne syge af bakterien, er behandlingsmulighederne begrænset til få bivirkningsfyldte antibiotika.

Overvågning af MRSA og VRE


​Forekomsten af patienter med MRSA på hospitalerne i Regions Hovedstaden ligger på knapt 30 hver måned. Samlet set har forekomsten været stigende siden 2013.



Forekomsten af VRE i Region Hovedstaden var før 2013 meget lille. Siden starten af 2013 har der været en stor stigning i antallet af patienter, der får konstateret VRE på hospitalerne i Region Hovedstaden. En stor del af de patienter, der får konstateret VRE er raske bærere af bakterien og VRE forårsager sjældent infektioner. 

En del af de patienter, der har VRE findes ved screeningsprøver, hvor nogle af hospitalerne i perioder har screenet grupper af patienter. Dette sker bl.a. for at identificere mulige smittekilder, så disse kan isoleres og bakterien ikke spredes via hænder eller udstyr til andre patienter, der kan få en infektion med bakterien.

Forebyggelse af spredning af resistente bakterier

Resistens hos bakterier giver sjældent mere alvorlige infektioner i sig selv, men pga. resistensen kræver de behandling med andre typer antibiotika, der ofte er dyrere og har flere bivirkninger end de der anvendes mod ikke-resistente bakterier.

Multiresistente bakterier er bakterier der er resistente overfor mindst et antibiotikum i tre eller flere antibiotikagrupper.

For at undgå spredning af disse bakterier på bl.a. hospitalerne og nedbringe risikoen for infektioner med disse hos indlagte og svækkede patienter, der er mere modtagelige end raske mennesker, er der særlige forholdsregler, der gælder, når man finder en resistent bakterie hos en patient, der er indlagt eller i behandling.

Region Hovedstaden har en vejledning til personalet, der beskriver hvad der skal gøres, når man finder multiresistente bakterier hos en patienter (bærertilstand eller infektion). Vejledningen er bl.a. baseret på den Nationale Infektionshygiejniske Retningslinje om supplerende forholdsregler ved infektioner og bærertilstand i sundhedssektoren (NIR, udgives af Statens Serum Institut) og beskriver hvilke særlige infektionshygiejniske forholdsregler, der skal tages baseret på en vurdering af nogle konkrete risikofaktorer (fx. smitteveje). Det kan eksempelvis være, at det er nødendigt at isolere (skærme) patienten fra de øvrige patienter på afdelingen og personalet skal bruge særlige værnemidler (fx. maske og forklæde) i kontakt med patienten og/eller at der skal tages flere prøver.

For MRSA er der lavet en særlig vejledning, der bl.a. omfatter risikovurdering og evt. screeningsprøver i forbindelse med indlæggelse.

Forebyggelse af spredning af MRSA

Overholdelse af de generelle infektionshygiejniske retningslinjer er centralt i forhold til at undgå at sprede MRSA mellem patienter på et hospital sammen med opsporing af bærere af bakterien og supplerende forholdsregler for disse.

MRSA smitter som andre stafylokokker. Den væsentligste smittekilde er tæt kontakt til andre mennesker, der bærer MRSA. Raske bærere har oftest bakterien i næsen og på hudområder (hænder, lyske/skridtet) samt i svælget.

Sundhedspersonale kan overføre MRSA fra én patient til en anden, fra forurenede ting til en patient eller fra sig selv til en patient. Overførsel af MRSA via hænderne er langt den hyppigste smittevej. Smitterisikoen kan derfor minimeres ved konsekvent udførelse af korrekt håndhygiejne.

Region Hovedstaden har en vejledning til personalet, der har til formål at begrænse smittespredning med MRSA på hospitalerne, den omfatter bl.a. risikovurdering og evt. særlige undersøgelse (screeningsprøver) i forbindelse med indlæggelse eller dagkirurgi.

Vejledningen er bl.a. baseret på den Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om supplerende forholdsregler ved infektioner og bærertilstand i sundhedssektoren (NIR) udgivet af Statens Serum Institut og  Sundhedsstyrelsen: Vejledning omforebyggelse af spredning af MRSA 3. UDGAVE

Forebyggelse af spredning af VRE

 

VRE er overordentlig smitsom, og spredning i hospitalsmiljøer kan ske meget hurtigt. Derfor er hurtig diagnostik og inddæmning af smittekilde vigtig. Smitten sker via kontakt, hænder og udstyr.  Isolation af patienter, særlig desinficerende rengøring og eventuelle kontrolprøver (screeninger) af hele afsnit kan være nødvendigt for at bremse overførsel af bakterien.

Internationale anbefalinger1 er entydige omkring nødvendigheden af en aktiv indsats mod VRE udbrud i form af:

 

  • Opsporing og diagnostik af bakterien
  • Isolation af patienter med VRE
  • Særlig desinficerende rengøring
  • Restriktiv antibiotikapolitik (Forekomsten af bakterien fremmes af forudgående behandling med antibiotika)

 

Efter flere hospitaler i Region Hovedstaden fra 2013 kunne konstatere en markant stigning af VRE blev der nedsat en tværfaglig gruppe, der skulle samle erfaringerne fra indsatser til forebyggelse af spredning af VRE i Region Hovedstaden og komme med anbefalinger til hvordan indsatsen i fremtiden skulle optimeres.

Hvis der findes VRE hos en patient, skal eventuelle patienter, der har ligget samme sted have foretaget screeningsprøver (podning). Hvis der konstateres smitteoverførsel mellem patienter, skal patienter på samme afsnit screenes.

Særligt hurtige diagnostiske metoder anvendes til at identificere patienter med VRE. Patienter, der får konstateret VRE isoleres fra de øvrige patienter. Personlig hygiejne (kropsvask med særlig bakteriedræbende sæbe) og omhyggelig håndhygiejne hos patienter og pårørende er vigtig for nedbringelse af bakteriemængde og dermed smitterisikoen, ligesom der iværksættes særlig rengøring på stuen, enten med klorholdige midler eller særlige maskiner til forstøvning af desinfektionsmiddel.

Patienter, der inden for 6 måneder indlægges på hospital igen, skal undersøges for om de stadig bærer bakterien. 

Referencer:

  1. SHEA Guideline for preventing nosocomial transmission of multidrug-resistant strains fo Staphylococcus aureus and Enterococcus. Infect Control Hosp Epidemiol 2003;24:362-386

Redaktør