Sådan arbejder vi med bæredygtige indkøb

​Vi arbejder for, at alle vores indkøbte produkter, varer og services skal være grønne, cirkulære og bæredygtige. Det er indkøbsprojekter, omstillingsprojekter og adfærdsændringer der er i fokus.

Reoler med varer på regionens centrallager i Glostrup.Reoler med varer på regionens centrallager i Glostrup.

Indkøb af varer, serviceydelser og byggeanlægsprojekter i Region Hovedstaden er årsag til godt 90% af regionens samlede klimabelastning. Det er derfor en bunden opgave at nedbringe miljø- og klimabelastningen fra de indkøb der foretages på regionens hospitaler og virksomheder. Vi har et stort ansvar for at efterspørge løsninger, der fremmer bæredygtige produkter og varer. 

Som en offentlig indkøbsafdeling i sundhedssektoren har vi større udfordringer end den private sektor, da udbudsprocessen og den begrænsede adgang til selve hospitalerne, gør det svært for leverandørerne at indhente den information, der skal danne grundlaget for forandringen; nye forretningsmodeller og tilhørende nye eller re-designede produkter. Vi har derfor udrullet et nyt koncept ”Det Grønne Living Lab”, der skal facilitere og styrke det tætte samarbejde med producenter og leverandører, der er nødvendig, for at muliggøre den grønne omstilling.


Mål for bæredygtige indkøb

Der er endnu ikke fastsat kvantitative målsætninger på området, men vi arbejder på at:

  1. Klimabelastningen fra indkøb skal nedbringes betydeligt. 

  2. Mennesker og miljø ikke skal udsættes for farlig kemi på vores hospitaler eller i forsyningskæden af varer, der bruges på hospitaler.

  3. Der skal benyttes flere og mere ambitiøse krav i forhold til bæredygtige løsninger og miljømærker i Region Hovedstadens indkøb.

  4. Indsatsen for grønne indkøb bliver synlig internt og eksternt.

  5. Medarbejdere i Koncernindkøb skal opkvalificeres, og miljø- og klimahensyn skal indarbejdes i procedurer for kategoristyringen for alle indkøbskategorier.



Sådan kommer vi i mål

Som aftager, forbruger og indkøber af produkter og varer har Region Hovedstaden en vigtig rolle i at etablere det nødvendige samarbejde og sende krav og viden afsted mod grossister, producenter og leverandører. 

Bæredygtige indkøb er et indsatsområde, der er integreret på tværs af mange afdelinger og organisationsniveauer i regionen og det kræver et tæt samarbejde og en fælles indsats for at opnå målsætningen. Gennem konceptet ’Det Grønne Living Lab’, som er et samarbejde mellem klinikken, koncernindkøb og regionens leverandører, der skal reducere klima- og miljøbelastningen fra den kliniske praksis, ønsker vi at etablere et tæt samarbejde med hospitalerne. 

Læs mere om de aktiviteter, som skal bringe os i mål via links i boksen Læs mere. 



Samarbejde og partnerskaber

Det danske marked for de store medico-producenter er småt og derfor er det nødvendigt at indgå nationale, nordiske og europæiske samarbejder med andre hospitalsvæsener for at kunne opnå en indkøbsvolumen, der er stor nok til at presse markedet. En formaliseret og strategisk tilgang til dette er et oplagt omstillingspotentiale. På de fleste kliniske indkøbsområder er der i dag ikke grønne produkter på hylden hos vores leverandører. Derfor er det nødvendigt, at vi indgår i dialog og innovationssamarbejder med vores leverandører, for at kunne initiere udviklingen af de grønne produkter vi gerne vil efterspørge. 

Vi samarbejder på tværs af regioner omkring bæredygtige indkøb. Det tværregionale samarbejde skal styrkes yderligere for at videndele effektivt og accelerere de bæredygtige indkøb. Ligeledes er der etableret et nordisk samarbejde om bæredygtige indkøb, som med fordel også kan styrkes yderligere.    

Det er helt essentielt af få igangsat den grønne omstilling i de innovationsmiljøer der er på både hospitaler og i universitetsmiljøerne. Der ligger specifikt et særligt uudnyttet innovationspotentiale i en dedikeret indsats for Grønne Living Labs på tværs af regionsgrænser, der bringer den klassiske model for et Living Lab i spil, for at koble sundhedsvæsenet, den private sektor og universitetsmiljøerne tæt sammen.

Hvis du har spørgsmål og input eller ønsker at drøfte samarbejdsmuligheder, er du velkommen til at kontakte os. 


Redaktør