Medicin og sengetøj bliver nu leveret på komøg

De lastbiler, der hver dag leverer tusindvis af varer til regionens hospitaler, kører nu på biogas. De nye lastbiler gavner både klimaet og chaufførerne, der har lidt mere ro i hovedet efter en arbejdsdag.  

Når chaufføren Alex starter lastbilen drevet af seks biogastanke, lyder der en rolig rumlen fra motoren. For det utrænede øre lyder det mere som at køre rundt i en elbus end en 16 ton tung lastbil. Alex Juul Kisum, der kører varer til og fra hospitalerne, har kørt lastbil i 30 år. For ham er det en helt anden fornemmelse at tænde for en af regionens CO2-neutrale lastbiler end de dieseldrevne lastbiler, han har været vant til.  

“Man skal lige vænne sig til, at motoren ikke giver det der brøl, når man starter den. Den her lyd er lidt mere fesen,” fortæller Alex.  

Han griner lidt af den manglende lyd, for i virkeligheden er han meget tilfreds med de nye lastbiler. Da Alex og de andre chauffører først fik at vide, at regionen ville skifte til biogaslastbiler, var de ellers en anelse skeptiske. De talte med nogle københavnske skraldemænd, der fortalte, at der var mange problemer med lastbilerne på gas. Men virkeligheden viste sig at være langt bedre end frygtet. Lastbilerne har kørt upåklageligt fra første dag. Og det er ikke kun klimaet, der får gavn af de CO2-neutrale biler.   

“Lastbilen larmer meget mindre, og det kan man virkelig mærke i hovedet efter en hel dag. Man er mindre træt. Og så er det virkelig rart, at vi ikke bliver smurt ind i dieselos, når vi skal ud og rode med noget på lastbilen,” forklarer Alex. 

Chauffør Alex Juul Kisum på vej ind i en af de store biogas-lastbiler.
Chauffør Alex Juul Kisum på vej ind i en af de store biogas-lastbiler. Foto: Mette Frandsen.

Alle biler skal være grønne

Der har været fart på den grønne omstilling af regionens egne køretøjer. Halvdelen af de biler, varevogne og lastvogne, der kører med varer, medicin og blodprøver, er over de sidste otte år blevet udskiftet med grønne køretøjer. Det vil sige, at de kører på enten el eller biogas. En af dem, der har skubbet på udviklingen, er Thomas Bøgeskov, der i dag er konstitueret vicedirektør.  

Han har med sine egne ord diesel i årene som søn af en vognmand, men han måtte skifte holdning, da han blev ansat i regionen. Her har man nemlig tænkt grønt på transportområdet i mange år, og han oplever, at medarbejderne er stolte over, at de kører i mere klimavenlige biler.  

“Hvis vi kommer til at købe et køretøj på diesel eller benzin, fordi der ikke er et alternativ, gider de nærmest ikke køre i det,“ forklarer han.  

Han har de sidste seks år været med til at rydde op i transportlogistikken i regionen, så den er blevet mere effektiv. Frem for at hospitalerne sendte bud efter tre biler, bliver det i dag samlet til én bestilling. Organisationen har været mere end klar til at skifte til de grønne køretøjer. Den største udfordring har været de teknologiske begrænsninger. Som hospitalsvæsen skal man hele tiden sikre, at transporten er effektiv og til at stole på. Af samme årsager kører ambulancer heller ikke på el endnu, da den rette teknologi ikke er til rådighed.* 

Først inden for de sidste par år er producenterne blevet klar til at levere lastbiler på grønt drivmiddel med en ordentlig rækkevidde. Næste skridt bliver at skifte lastbilerne ud med el, så de også skaber færre lydgener for beboere i nærheden af hospitalerne.   

Netop fordi det er et nyt felt, har det været vigtigt for Thomas Bøgeskov og kollegerne at kunne inspirere andre virksomheder. Derfor står det også meget tydeligt med store bogstaver på lastbilerne, at de er CO2-neutrale, forklarer Thomas Bøgeskov.  

“Vi er meget repræsenteret i gadebilledet. Derfor vil vi gerne vise, at vi er med til at gøre en forskel, og at det kan lade sig gøre. Der er et grønt alternativ til den tunge transport. Jeg synes, at det er et vigtigt budskab.“ 

Redaktør