Råstofplan 2016/2020

​Råstofplan 2016/2020 er endeligt vedtaget på regionsrådets møde den 12. oktober 2021. 
Gennem råstofplanen skal det sikres, at der er balance mellem behovet for råstoffer og hensynet til natur, miljø og levevilkårene for befolkningen lokalt, hvor råstofferne indvindes.

I råstofplanen indgår regionsrådets strategi for den fremtidige forsyning med råstoffer, indsatsområder, retningslinjer for råstofindvinding, en redegørelse for ressourcesituationen og afgrænsning af grave- og interesseområder. Både regionen og kommunerne er bundet af råstofplanen i planlægning og administration. 

Her kan du finde Råstofplan 2016/2020 og den miljørapport, der ligger til grund for vedtagelsen af råstofplanen.

Råstofplan 2016/2020 indeholder:

  • 28 graveområder for sand, sten og grus fordelt på 9 kommuner,

  • 20 graveområder for ler fordelt på 6 kommuner,

  • 9 interesseområder for sten, grus og sand fordelt på 7 kommuner.

Råstofloven stiller krav om, at regionen i råstofplanen udpeger tilstrækkeligt med råstoffer til 12 års forbrug i regionen, og det lever Råstofplan 2016/2020 op til. Den samlede råstofressource i den nye plan er på 93,6 mio. m3. Ifølge prognosen for forbruget i de kommende 12 år (2020-32), som regionen har regnet med, har Region Hovedstaden brug for 92,7 mio. m3 råstoffer for at kunne understøtte den vækst og udvikling, som kommuner, regionen og staten ønsker i regionen.

Klagevejledning
Vedtagelsen af Råstofplan 2016/2020 kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål af enhver med retlig interesse i afgørelsen (Råstoflovens §§ 13-16 og Lov om miljøvurdering af planer og programmer § 16).

Retlige spørgsmål er bl.a. om planen er tilvejebragt i overensstemmelse med råstoflovens procedureregler om borgerinddragelse mv. eller om miljørapporten er mangelfuld. Det er derimod ikke et retligt spørgsmål om afgørelsen er hensigtsmæssig eller rimelig.

Klageberettigede er:

  1. adressaten for afgørelsen,
  2. offentlige myndigheder,
  3. en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
  4. lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
  5. landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
  6. landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
  7. enhver med individuel væsentlig interesse i afgørelsen.
Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen (d. 15. oktober 2021). Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Klager skal indgives via Klageportalen for Nævnenes hus, som kan tilgås via Miljø- og Fødevareklagenævnet hjemmeside.

Det er en betingelse for Miljø- og Fødevareklagenævnet behandling af klagen, at klager indbetaler et gebyr på 900 kr. for privatpersoners og 1.800 kr. for virksomheders og organisationers vedkommende. Miljø- og Fødevareklagenævnet vil ikke påbegynde behandlingen af klagen, før gebyret er betalt. Gebyret tilbagebetales, hvis der meddeles helt eller delvis medhold i klagen.

En rettidig klage af Råstofplanen efter råstofloven har ikke opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

Regionens afgørelse efter råstofloven kan endvidere indbringes for domstolene inden 6 måneder fra klagenævnets afgørelse er meddelt.

Yderligere vejledning om klageregler og gebyrordningen kan findes på Miljø- og Fødevareklagenævnet hjemmeside www.nmkn.dk.

Regionen har bekendtgjort afgørelsen om vedtagelse af Råstofplan 2016/2020 på Regionens hjemmeside d. 15. oktober 2021. Derudover er berørte parter til nye graveområder, samt relevante organisationer, foreninger og myndigheder blevet orienteret om afgørelsen skriftligt.
Redaktør