Indkøberen: Sanne Frydendal Sørensen

​Sanne Frydendal Sørensen er category manager i Koncernindkøb. Her han hun bl.a. ansvaret for indkøb af de dyre scannere, som Region Hovedstadens hospitaler bruger.

Efter en uddannelse på CBS med en mastergrad i Supply Chain Management valgte Sanne at søge en stilling som strategisk indkøbskonsulent i Koncernindkøb. I dag – 4,5 år senere – arbejder hun med indkøb af medicotekniske kapitalvarer og er kategoriansvarlig for radiologisk billeddiagnostik og stråleterapi. Det betyder, at hun bl.a. sørger for at hospitalerne har de rette MR-scannere, CT-scannere og mammografiudstyr.

"Jeg har verdens bedste job, synes jeg selv. Jeg er med til at gøre en forskel for tusindvis af patienter og får lov at arbejde med virkeligt store volumener og kompliceret udstyr. Det er både udfordrende og super spændende. Det er jo en helt anden verden, end jeg kom fra på CBS med en teoretisk tilgang til strategisk indkøb. Her i regionen har jeg skullet oparbejde medicoteknisk viden og lære fagsproget, så jeg kan tale med klinikerne, og forstå hvad de mener, når de taler om, at udstyret skal kunne det ene eller det andet," fortæller Sanne.

Et typisk forløb i udbudsarbejdet

Hun har for nylig stået i spidsen for et regionalt mammografiprojekt, hvor alt mammografiapparatur til screening og klinisk mammografi i regionen skulle udskiftes.  "Sådan et projekt starter med, at vi danner en brugergruppe med deltagelse af klinikere og forskellige teknisk-faglige eksperter. Vi lægger en udbudsplan og -strategi og taler bl.a. om, hvordan vi skal evaluere og afprøve udstyret. Vi skriver krav og konkurrenceparametre - det hele tager typisk et par måneder," siger Sanne.

Det er dog ikke kun store projektindkøb, der fylder i opgaveporteføljen. Der er også de små daglige indkøb, hvis der fx har været et nedbrud et sted lokalt, og der skal skaffes nyt i mindre skala.

Læring er højt prioriteret

Det er vigtigt for Sanne, at hun har mulighed for at udvikle sig fagligt, og det synes hun, hun kan i CØK: "Man mærker med det samme, man starter, at læring er højt prioriteret. Vi har jo et indkøbsakademi i Koncernindkøb, som er obligatorisk for alle indkøbere. Det er grundstenen for indkøb i regionen. Der er mange moduler, og det seneste jeg var på handlede om grønne indkøb og at købe bæredygtigt ind.

Jeg har helt sikkert flyttet mig fagligt - jeg er fx blevet stærkere udbudsjuridisk. Da jeg søgte til Koncernindkøb, var jeg lidt i tvivl om, jeg kunne klare juraen, der følger med offentlige indkøb, fordi jeg ikke har den del med i bagagen fra studiet. Men jeg fik at vide til samtalen, at det skulle jeg nok blive klædt på til, og det er jeg blevet.

Jeg har også haft stor gavn af den mentorordning, der er i afdelingen. Som ny var det fantastisk at kunne tale om udfordringerne med en garvet kollega, der altid tog sig tiden til at hjælpe," smiler hun.

Det bedste ved at arbejde i Center for Økonomi

Der er mange fordele ved at arbejde i CØK, mener Sanne: "Det er en meget professionel arbejdsplads, men samtidigt meget uformelt og ikke-hierarkisk. Man kan tale direkte med den, der kan give svaret. Det er vigtigt i sådan en kæmpe organisation, som regionen er. Jeg sidder lige nu i en styregruppe, hvor der bl.a. er en vicedirektør med, og som indkøber har jeg berøring bredt i organisationen og med alle lag. Det er noget af det interessante ved at arbejde i Center for Økonomi, synes jeg.

Men det bedste er, at jeg har gode kollegaer. Jeg synes altid, man møder hjælpsomhed og engagement på tværs af enhederne, når vi løfter noget sammen. Det er helt afgørende for mig."

Sanne Frydendal Sørensen i tal:

Alder: 31 år

Bosat i postnummer: 2100 (Kbh. Ø)

Ansat i Region Hovedstaden: Efterår 2016

Indkøbserfaring: 4,5 år

Antal scannere købt:  40 


Redaktør