Task Force for klimatilpasning

Den regionale Task Force for klimatilpasning skal være med til at understøtte, at kommuner og vandselskaber får omsat initiativer fra klimatilpasningsplaner og investeringsplaner til konkrete projekter.

​Tåsinge Plads er et klimatilpasset byrum, som udover at kunne håndtere store mængder regnvand, giver nye rekreative muligheder og mere bynatur.
Foto: GHB Landskabsarkitekter/Steven Achaim

Fra plan til handling

Etableringen af Task Force for klimatilpasning skal give kommuner og vandselskaber kompetencer til at gå fra planer til handling. 

Det kræver, at kommuner og forsyninger i hovedstadsregionen tænker klimatilpasning på nye måder. Task Forcen skal være med til at sætte gang i en udvikling, hvor netværk og flerfaglighed er en naturlig del, og hvor samarbejde og deling af viden og erfaringer sker på tværs af organisationer.

Task Forcen skal medvirke til tværgående koordinering, formidling og match-making. Task Forcen har en udadvendt og opsøgende rolle, og fungerer både som videnscenter og rejsehold.

Task Forcen arbejder hovedsageligt med 2 typer af opgaver:

  • At facilitere interne processer og workshops med kommuner og vandselskaber, så de kommer et skridt nærmere konkrete klimatilpasningsprojekter
  • At sætte konkrete forprojekter i gang i tæt samarbejde med projektejerne.

Det er målet, at klimatilpasning ses som en mulighed for at tilføre samfundsmæssig merværdi i form af rekreativ værdi, kvarterløft, sundhed, engagerede borgere og et løft til naturen. Det er ønsket, at klimatilpasning i hele regionen får et betydeligt ryk fremad, bliver prioriteret politisk, og at der skabes grobund for innovation og vækst i samspil med den private sektor.


Redaktør