I regionens arbejde med kortlægning, undersøgelse og oprensning af jordforurening, har vi brug for en række oplysninger, fx navn og adresse på ejeren af den forurenede grund. Oplysningerne opbevarer vi i vores it-systemer (database over forurenede grunde og journalsystem).
Efter persondataloven har du som ejer af en forurenet grund ret til at få at vide:
- at regionen har oplysninger om din grund, og
- hvilke oplysninger, vi har i vores it-system
Som ejer har du også ret til at bede om, at vi retter eller sletter oplysninger, hvis du mener, at de er forkerte. Vi har pligt til at tage stilling til og behandle din anmodning.
Disse oplysninger findes i vores it-systemer
Når vi starter sagsbehandlingen af en sag efter jordforureningsloven, registrerer vi navn og adresse på grundejer og evt. andre af sagens parter i vores it-system. E-mails, breve, bilag, øvrige oplysninger og afgørelse i sagen gemmer vi også i systemet. I forbindelse med sagsbehandlingen indhenter vi ofte yderligere oplysninger fra kommunen og dig eller andre involverede parter/myndigheder. De oplysninger bliver også gemt i systemet.
Vi har tavshedspligt om de oplysninger, som findes i vores it-systemer.
Kontakt os
Du er velkommen til at kontakte os, hvis der er noget, du er i tvivl om, eller hvis du ønsker at bruge dine rettigheder. Du kan ringe til os på telefon 38 66 50 00 eller sende en e-mail til miljoe@regionh.dk.
Yderligere information
Reglerne er beskrevet nærmere i Persondataloven, lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger, og Jordforureningsloven, lovbekendtgørelse nr. 895 af 3. juli 2015 om forurenet jord med senere ændringer.
Du kan finde lovene på retsinformation.