Region Hovedstaden lægger rammer til et erhvervs-ph.d-projekt om oprensning af grundvandsforurening

Regionens motivation for at deltage i projektet er et stort behov for kost-effektive alternativer til de afværgepumpeanlæg, der typisk etableres for at kontrollere forurening i vores grundvandsmagasiner.​

Bente Højlund Hansen fra COWI har opnået støtte fra Innovationsfonden og COWI-fonden til et erhvervs-ph.d-projekt, og Region Hovedstaden har tilbudt at lægge rammer til forsøgene i projektet. Bente Højlund Hansen skal udvikle en metode til at oprense chlorerede opløsningsmidler i grundvand ved hjælp af elektrokemi. 

Eksperimenter med 2D-mo​deller og 'sandkasser'

Bente Højlund Hansen skal bl.a. eksperimentere med en 2D-model af et grundvandsmagasin i en gennemsigtig ”sandkasse” med elektroder og prøvetagningspunkter, som bliver sat op i regionens Innovationsgarage i Skovlunde. Forurenet grundvand fra afværgeanlægget på stedet bliver ledt gennem kassen for at simulere strømning i et forurenet grundvandsmagasin. 

COWI, DTU og U​​​.S. Army er også involveret

​Projektet kommer til at strække sig over 3 år med opstart i januar 2015. Bente Højlund Hansen bliver tilknyttet virksomheden COWI og universitetet DTU Byg. Virksomhedens vejledere er Lone Tolstrup Karlby og Rasmus Jakobsen (også tilknyttet GEUS), og universitetsvejlederen er Lisbeth M. Ottosen. 

Der er desuden tilknyttet en følgegruppe fra U.S. Army, Geosyntec, DTU Nano, Kjul & Co. og Region Hovedstaden.​

Regionens​ kontaktperson

Region Hovedstadens kontaktperson på projektet er Niels Døssing Overheu fra Center for Regional Udvikling, Enheden for Grundvand, Telefon 38 66 55 63 eller nove0015@regionh.dk.


Redaktør