Valby Lergrav

Region Hovedstaden har dags dato, meddelt tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding i Valby Lergrav, matr.nr. 9h Valby By, Valby, 3230 Græsted.  

Ansøgning

Wienerberger a/s har med ansøgning af 8. august 2017 og senere fremsendte supplerende oplysninger, ansøgt Region Hovedstaden om tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding på matr.nr. 9h Valby By, Valby. 

Ansøgningen vedrører:

  • Tilladelse til erhvervsmæssig  råstofindvinding inden for et indvindingsareal på ca. 14,5 ha.
  • En årlig indvinding af op til 30.000m3 rød- og gulbrændende ler i en periode på  op til 10 år.
  • Efterbehandling til overvejende jordbrugsmæssig drift ved opfyldning til oprindeligt terræn med tilført u-forurenet jord. 

Region Hovedstadens afgørelser

Region Hovedstaden meddeler med hjemmel i råstoflovens § 7 stk. 1. tilladelse til det ansøgte projekt og godkender samtidig grave- og efterbehandlingsplanen vedlagt som bilag 2.

Regionen afgør samtidig med hjemmel i miljøvurderingslovens § 21, at miljøpåvirkningen som følge af projektet ikke har en sådan karakter, at det medfører krav om udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport og VVM-tilladelse. Regionens VVM-screeningafgørelse er vedlagt som bilag 3 til tilladelsen.

Afgørelserne inkl. bilag kan ses ved at trykke på linket nedenfor:

Tilladelse til erhvervsmæssig indvinding af råstoffer i Valby Lergrav

Råstofloven og miljøvurderingslovens kan findes på hjemmesiden retsinformation.dk ved hjælp af nedenstående links:

Råstofloven på retsinformations hjemmeside

Miljøvurderingsloven på retsinformations hjemmeside

Tilførsel af ren jord til efterbehandling

Tilførsel af ren jord til efterbehandling kræver  dispensation i henhold til jordforureningslovens § 52.  Region Hovedstaden har dags dato meddelt dispensation til tilførsel af  u-forurenet jord. Dispensation og klagevejledning med videre kan findes ved at følge nedenstående link:

Dispensation til modtagelse af uforurenet jord i Valby Lergrav

Klageberretigede

Regionen Hovedstadens afgørelse efter råstofloven kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. 

Klageberretigede ift. afgørelsen er, jf. § 15:

  • Adressaten for afgørelsen
  • Offentlige myndigheder
  • En berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • Lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • Landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser
  • Enhver med en individuel, væsentlig interesse i afgørelsen.

Regionens screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål.

Klageberettigede ift. screeningsafgørelsen er jf. § 50:

  • Miljøministeren
  • Enhver med retlig interesse i sagens udfald, herunder en nationalpark-fond oprettet efter lov om nationalparker
  • Landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, på betingelse af:
  • At foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, som dokumenterer dens formål, og
  • At foreningen eller organisationen repræsenterer mindst 100 medlemmer
Klagevejledning

Klagefristen udløber d. 25. oktober 2019, 4 uger efter at afgørelserne er offentliggjort. 

Klagefristen beregnes i hele døgn. Det vil sige, at klagefristen udløber ved midnat på dagen for klagefristens udløb. En klage skal således være tilgængelig for førsteinstansen i Klageportalen (det vil sige, at klager har godkendt og betalt gebyr/bestilt en faktura i Klageportalen) senest kl. 23.59 på den dag, hvor klagefristen udløber.

Eventuel klage over Regions Hovedstadens afgørelser skal indsendes via Miljø- og Fødevareklagenævnets klageportal, som kan tilgås via borger.dk eller virk.dk. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Region Hovedstaden. Region Hovedstaden videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

En rettidig klage efter råstofloven og miljøvurderingsloven har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet. Det er en betingelse for Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af klagen, at klager betaler et gebyr. Privatpersoner skal således betale et gebyr på 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale 1.800 kr. for behandling af en klage. Gebyret tilbagebetales, hvis der meddeles helt eller delvis medhold i klagen.

Regionens afgørelser kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra nævnets afgørelse er meddelt.

Vejledning om klageregler og gebyrordningen kan findes på Miljø- og Fødevareklagenævnets hjemmeside www.naevneneshus.dk













Redaktør