Når en forælder bliver alvorligt syg eller dør, forandres børnenes liv. Hverdagen bliver mindre forudsigelig, og den vil ofte være præget af usikkerhed. Det kan udløse en krise og åbner altid for sorg, fordi børnene rystes i deres grundlæggende tryghed.
Guide: Spørgsmål du kan stille forældrene om deres børn
Børns sorg er de voksnes ansvar
Selvom de fleste børn grundlæggende er robuste og dygtige til at tilpasse sig, afhænger deres evne til at klare sorgfulde og dramatiske begivenheder i deres liv af deres samvær med ansvarlige og omsorgsfulde voksne – i særlig grad deres forældre (nærmeste omsorgsgivere).
Alle børn vil have brug for ekstra opmærksomhed, omsorg og vished for, at der er voksne til stede for dem. De har endnu ikke de nødvendige ressourcer til at klare sig selv, og det er derfor afgørende, at de bliver mødt af ansvarlige voksne.
Sorg kan sætte spor hos børn og unge
Forskning peger på, at børn og unge, der vokser op i en sygdomsramt familie, er i øget risiko for på kortsigt at udvikle kognitive, somatiske, adfærdsmæssige og emotionelle forstyrrelser sammenlignet med deres jævnaldrende, der vokser op med raske forældre. Ydermere er de særlig sårbare overfor at udvikle langvarige belastningsreaktioner, der strækker sig ind i voksenlivet (se videoen her på siden).
Heldigvis behøver det ikke være sådan. Hvis forældrene formår at opretholde en nogenlunde genkendelig hverdag og familiefunktion, trives børnene gennemsnitligt lige så godt som "almindelige børn" på trods af tab og sorg (Statens Institut for Folkesundhed 2019).
Forældre er usikre på, hvordan de skal kommunikere og inddrage børnene
Ved alvorlig sygdom eller dødsfald står forældrene i en stresset situation med mange udfordringer af praktisk, eksistentiel, social og økonomisk karakter. Alligevel er en af de største bekymringer ofte, hvordan de får talt med deres børn, hvordan børnene vil reagere, og hvordan de støtter dem bedst muligt.
De fleste familier har ikke på forhånd erfaring med, hvordan man taler med børn eller unge om alvorlig sygdom og død. Forældre oplever det som et stort ansvar at tage de rigtige valg i forhold til deres børn. Forældrene føler sig ofte usikre på, hvor meget information børnene kan tåle, hvordan det skal overbringes, hvilke reaktioner hos børnene der er naturlige, og hvad de ellers kan gøre for at støtte deres barn.
Du kan hjælpe børnene ved at hjælpe forældrene
Du kan som sundhedsprofessionel derfor gøre en stor forskel for børnene, når du støtter forældrene i at forstå og støtte deres i børn i børnenes reaktioner og understøtte forældrene i at få hverdags- og familielivet til fortsat at fungere.
Guide: Spørgsmål du kan stille forældrene om deres børn