FØR: Hjælp forældrene med at forberede børnene
Før besøget kan du hjælpe forældrene med at forberede børnene bedst muligt på besøget. Det kan du gøre ved at rådgive forældrene om nedenstående 4 forhold:
1. Tal med forældrene om børns naturlige reaktioner under et hospitalsbesøg
Som en del af forberedelsen til besøget, er det en god idé at tale med forældrene om børns naturlige reaktioner før, under og efter et hospitalsbesøg.
Fortæl forældrene, at det er naturligt at reagere på store ændringer i livet, men at børn kan reagere stik modsat det mønster, forældrene normalt kender.
Læs mere om børns krise- og sorgreaktioner
Derfor kan det virke beroligende på både børn og forældre, hvis du har forberedt forældrene på, at det er naturligt, at børn reagerer meget forskelligt på hospitalsbesøget.
2. Tal med forældrene om, hvordan de kan forberede besøget sammen med barnet
Det, du kan rådgive forældrene til at gøre, er at:
- Beskrive omgivelserne på hospitalet over for barnet: hvordan ser der ud, hvordan lugter og lyder der på hospitalet, på afdelingen og på stuen.
- Tage billeder af de fysiske rammer på hospitalet og fortælle barnet, hvordan "hverdagen" er på afdelingen.
- Beskrive, hvordan den syge forælder ser ud. Brug evt. billeder eller foretag et opkald på fx FaceTime inden besøget. Beskriv, hvis der er drop, kateter eller andre tekniske remedier tilkoblet, der forandrer udseendet af den syge forælder. Forklar hvad de forskellige tekniske remedier gør, og hvordan de hjælper den syge forældre.
- Beskrive, hvordan personalet ser ud, og hvad deres funktion er.
- Pakke en taske sammen med barnet med rare ting, der kan berolige og aflede undervejs i besøget (bøger, tegnesager, IPad, spil, hovedtelefoner osv.).
- Give barnet mulighed for at medbringe en gave til den syge forælder (tegning, brev, perleplade, blomster eller lignende)
Læg en plan for besøgetDu kan også rådgive forældrene til at lægge en plan for besøget sammen med barnet. Planen kan indeholde informationer om:
- Hvornår skal barnet komme på besøg?
- Hvor længe skal besøget vare?
- Hvem skal barnet følges med (en anden vigtig voksen)?
- Hvordan har barnet mulighed for en udvej tidligere end planlagt, hvis barnet gerne vil hjem tidligere end først planlagt?
- Hvad gør barnet og forældrene efter besøget? (fx gå i kiosken og købe en is eller et Anders And blad).
Alle elementerne skal selvfølgelig tilpasses barnets alder og behov.
Læs mere om alderssvarede inddragelse af børn
3. Forventningsafstem besøget med forældrene
Forud for barnets besøg er det en god idé, at du taler med forældrene om din rolle som sundhedsprofessionel og omfanget af din tilstedeværelse under besøget.
Du kan afklare med forældrene, om de ønsker, at du hjælper med at inddrage barnet. Det kan fx ske ved, at du fortæller om sygdommen, forklarer hvordan behandlingen virker eller om de forskellige bivirkninger ved behandlingen.
Hvis du får at vide, hvornår barnet kommer i afdelingen, kan du være med til at byde velkommen, så barnet oplever at være ventet.
Nogle familier ønsker at have noget uforstyrret tid sammen på stuen eller at hygge i et familierum – afklar, hvordan det kan tilgodeses, og etablér muligheden.
4. Tal med barnet inden besøget
Hvis forældrene giver udtryk for, at barnet er meget nervøs forud for besøget, kan du kan tilbyde at tale med barnet over fx FaceTime inden besøget.
Her kan du præsentere dig selv, afdelingen, stuen, fortælle lidt om omgivelserne og forberede barnet på, hvordan den syge forælder ser ud. Du kan også tilbyde at gå med ind på stuen under besøget.