Chef for innovation og teknologi, Rune Holdt

​telefon: +45 5144 6925
mail: rune.holdt​@regionh.dk​​​

​Rune er ansvarlig for Nyt Hospital Nordsjællands innovationsprocesser og it/medico-området, som er en central del af udviklingen af fremtidens hospital.

Rune er uddannet fra Statskundskab i København og har derudover en master i sociologi fra University of London. Hans fokus har været på at analysere og forstå menneskelig, kulturel og samfundsmæssig adfærd og udvikling og ikke mindst, hvordan vi så kan navigere i forhold til denne adfærd.

Hvad går jobbet ud på?

"Jeg beskæftiger jmig intensivt med de innovationsprojekter, som vi driver sammen med hospitalet og vores eksterne aktører med henblik på at forbedre patientoplevelsen på hospitalet og arbejdsgangene for vores kollegaer – både nu og i fremtiden. Det skal forstås sådan, at vi bruger projekterne allerede i dag til at forberede hospitalet, systemet, patienter og medarbejdere på overgangen til det nye hospital. Samtidig er jeg involveret i planlægningen af det nye hospital med fokus på, hvad vi får brug for - set i lyset af de nye teknologiske udviklinger, ændret behov hos vores brugere samt samarbejde med region og erhvervsliv - ift. at sikre os det bedste udstyr inden for vores økonomiske ramme."

Hvad motiverer dig?

"Jeg er meget motiveret af, hvordan vi kobler menneskelige behov med de behandlingsforløb, vi designer og det udstyr vi bruger i samspil med de rammer, vi skaber for patienter, pårørende og medarbejdere. Det er komplekst og meget spændende! Vi lever i en tid, hvor mulighederne for positiv forandring er enorm. Min opgave er at sikre, at det sker med udgangspunkt i reelle menneskelige behov, så arbejdet for projektet giver rigtig god mening."

Redaktør