Nyt Hospital Nordsjælland har en indbygget logik, som kommer til at ændre oplevelsen af at ankomme til et hospital. Der er kun to primære indgange, og hovedindgangen ligger i krumningen mellem to kløverblade. Patienter og pårørende bliver derfor naturligt ført ind mod midten af firkløveren. I lobbyen kan de bevæge sig op og ned på de fire etager eller ud i ét af de fire kløverblade.
- Når bygningen tager imod og viser vej på en måde, som ingen har prøvet før, er der også brug for at vise vej på nye måder. Vi ønsker at lede patienterne sikkert på vej og at finde den rette balance, så det er let og intuitivt at finde rundt uden at ødelægge æstetikken i bygningen med skilte, siger designchef Mette Stokholm fra Nyt Hospital Nordsjælland.
Enkelthed og kontraster
For at finde den rette balance har arkitekterne og Nyt Hospital Nordsjælland inviteret en gruppe af potentielle brugere til at teste, om de kunne finde vej i hospitalet ud fra nogle udvalgte prøveskilte, der var hængt op til lejligheden. Brugerne var både medarbejdere fra hospitalet, der for eksempel arbejder med hjertestop og arbejdsmiljø, og helt almindelige borgere, der ikke nødvendigvis er vant til at komme på et hospital. Deltagerne blev præsenteret for forskellige brugerrejser og skulle tale højt om deres overvejelser undervejs.
Afslutningsvist udfyldte de et spørgeskema. Her var der overvejende positive tilkendegivelser om, at det samlet set var let at finde vej til de ønskede lokationer, og at vejvisningen virkede simpel. Samtidig var der ønsker om, at teksten og symbolerne skulle være lettere at læse og forstå.
Tryghed i vejvisningen
- Vi så ret hurtigt, at skiltene havde brug for mere kontrast og skulle være større, for eksempel når man skal kunne se dem på tværs af lobbyen. Vi blev også opmærksomme på, at det er ekstremt vigtigt, at der står det samme i indkaldelsen som på skiltene, da nogle af deltagerne fx blev forvirrede over variationer mellem prøvetagning og blodprøvetagning, fortæller proces- og ledelseskoordinator Arendse Moesgaard Pedersen fra Nyt Hospital Nordsjælland.
Brugerne var gennemgående glade for skilte, der stak ud fra væggen. Her et skilt ved en sengestue. Foto: Arendse Moesgaard Pedersen.
Arkitekterne vil efter testen indarbejde brugernes input, og der var megen god læring til den videre proces.
- Når man kommer ind i hospitalet, vil Informationen være det første man ser, så vi skal nok arbejde med at gøre tjek ind-skærmene tydelige, hvis vi gerne vil have patienter til at tjekke ind selv. Og så er jeg overordnet set rigtig glad for, at alle brugerne følte sig trygge i at finde vej på hospitalet. Det tegner godt for oplevelsen af vores nye hospital for både patienter, pårørende og personale, siger Arendse Moesgaard Pedersen.