Byggeprogrammet for Nyt Hospital Nordsjælland vedtaget

Regionsrådet i Region Hovedstaden vedtog tirsdag byggeprogrammet for det nye hospital. God og nærende mad bliver sammen med patientsikkerhed, arbejdsmiljø og bæredygtighed centrale omdrejningspunkter.​​

Mad til patienterne i fokus på Nyt Hospital Nordsjælland​ 

God og nærende mad er meget vigtig for, at patienter på et hospital bliver raske så hurtigt som muligt. Derfor har regionsrådet besluttet, at Nyt Hospital Nordsjælland arbejder videre med mulige alternativer til et produktionskøkken.
 
Per Seerup (S), formand for den politiske følgegruppe for Nyt Hospital Nordsjælland, har været med til at anbefale fokus på maden:
 
- Vi er som politikere meget interesserede i, at patienterne bliver tilbudt sund, frisklavet og indbydende mad. Derfor har vi ønsket, at patienterne tilbydes mulighed for at vælge mellem forskellige retter, når de har lyst til at spise. Inden for de nuværende økonomiske rammer har det desværre ikke været muligt at etablere et produktionskøkken, altså et køkken der kan producere mad til samtlige patienter.
 
Endnu en milepæl nået
Byggeprogrammet afdækker alle Region Hovedstadens krav og behov til fremtidens hospital - lige fra de politiske udmeldinger til de kliniske behov, som er afdækket i den store brugerproces, som Nyt Hospital Nordsjælland afholdt i efteråret for omkring 200 af hospitalets medarbejdere.
 
Nu kan projektet gå videre til næste fase og projektdirektør Henrik Schødts siger:
 
- Projektet har nået endnu en milepæl. Med Regionsrådets godkendelse af byggeprogrammet er vi klar til at gå i gang med dispositionsforslagsfasen, hvor vi ser nærmere på disponeringen af de enkelte rum.

Hvad er et byggeprogram?
 

 
Patientens stemme
I den næste fase vil der stadig være stort fokus på at inddrage brugerne af hospitalet – både personale og borgere i optageområdet. Som et led i denne proces har Nyt Hospital Nordsjælland netop etableret ’Patientens Stemme’ - et panel, der skal bestå af 2000 borgere, som løbende skal tage stilling til relevante og aktuelle forhold, der knytter sig til forventningerne til et hospital – og hvad der er vigtig i udviklingen af det nye hospital.
 
- Vi glæder os meget til at høre, hvad borgerne har af forslag, så vi kan sikre de bedste forløb for patienterne. Før, under og efter, siger Henrik Schødts.
 
Om Nyt Hospital Nordsjælland:
•                Patienterne er i centrum, når Region Hovedstaden de kommende år investerer 15 milliarder i seks nye hospitalsbyggerier, hvoraf 8 milliarder kommer fra Statens Kvalitetsfond. Byggerierne skaber tidssvarende og funktionelle rammer for den bedste behandling.
•                Kvalitetsfondsprojektet Nyt Hospital Nordsjælland omfatter opførelse af et nyt akuthospital på 124.000 m2 i Hillerød Syd med plads til 662 sengepladser, 24 specialer, tekniske faciliteter, kontorer, ankomstarealer, besøgs-, personale- og parkeringsfaciliteter.
•                Projektets samlede investeringsramme er på 4,13 mia. kr. og der er modtaget endeligt tilsagn om finansiering fra kvalitetsfonden til projektet juni 2013. Selve konkurrenceprogrammet blev godkendt af Regionsrådet den 8. april 2014, og dannede grundlag for det videre arbejde med byggeprogrammet.
Redaktør