Nu oplever afsnitslederne, at de har en brugbar guide til afsnittet, når de er på besøg på byggepladsen, og alle involverede har fået et nyt forhold til plantegningerne.
- Jeg har slet ikke mødt modstand. Alle har kunnet se, at det her er nødvendigt for, at vi får en god flytning. Fokus har været på, at medarbejderne skal kunne se, hvordan en arbejdsdag skal foregå.
Sådan fortælle klinisk sygeplejespecialist og flyttekoordinator Ulla Hvitved Andersen fra Børne- og Ungeafdelingen om arbejdet med de såkaldte afdelingsspecifikke aftalekataloger.
Fra fælles til afsnitsspecifikt
De afdelingsspecifikke aftalekataloger skal bruges til at identificere nye arbejdsgange, som skal trænes før flytningen. De kan desuden bruges som opslagsværker for medarbejdere og ledere.
De bliver lavet på baggrund af seks aftalekataloger, der på tværs af hospitalet samler de beslutninger, som afdelingsledelserne har truffet om, hvordan hospitalets afdelinger bedst kan udnytte og organisere sig i de nye rammer.
- Vi har valgt ikke bare at lave ét afdelingsspecifikt katalog, men har udarbejdet et for hvert afsnit og et ekstra for de administrative arbejdspladser. Der er emner, som er ens i dem alle, fx rørpost, og så er der emner, som er helt specifikke, såsom aftaler med naboafsnit, siger Ulla Hvidtved.
Svarer på spørgsmål og åbner for nye
Nu har afdelingen så seks ensartede aftalekataloger på hver ca. 25 sider, hvor hvert emne fylder maksimalt én side. Udfordringer og udeståender er tydeligt markerede.
- De svarer på rigtigt mange spørgsmål. Alle kan slå op og se, hvordan det bliver. Men de kalder også på noget brok, som da det gik op for nogle, at de ikke får deres egen arbejdsplads. Og vi har fået synliggjort nogle udfordringer, som at vi eksempelvis har en teambase med fire arbejdspladser i vores Børne- og ungemodtagelse, men er op til 12 medarbejdere på vagt. Så hvordan gør vi? fortæller Ulla Hvitved.
Og formålet med de afdelingsspecifikke aftalekataloger er netop at sikre, at hver afdeling får skabt et samlet overblik over de lokale ændringer og nye arbejdsgange, som følger med indflytningen i det nye hospital, fortæller uddannelseskonsulent Mille Piil fra Nyt Hospital Nordsjælland Udvikling.
- Så bliver de afdelingsspecifikke aftalekataloger også et værktøj til at identificere og planlægge relevant uddannelse og træning lokalt i de enkelte afdelinger, uddyber hun.