Hvad kan Sydkorea lære af Nyt Hospital Nordsjælland?

Menneskelig skala kontra digitale patientjournaler. Det var emnerne, da Nyt Hospital Nordsjælland fik fint besøg fra toppen af Sydkoreas sundhedsorganisation HIRA, der hvert år behandler 1,4 mia. patienthenvendelser.

Præsidenten for den sydkoreanske sundhedsorganisation HIRA (Health Insurance Review Agency), Myeong Se Sohn og to rådgivere har netop besøgt Nyt Hospital Nordsjælland, hvor projektdirektør Henrik Schødts fortalte mere om tankerne bag det nye hospital i Favrholm.

"Det var spændende at præsentere dem for tankerne om Nyt Hospital Nordsjælland. De var meget interesserede i hospitaletss form og design, skala og menneskelige kvaliteter. Nok fordi det er så radikalt anderledes end det, de arbejder med i Sydkorea. Her har det indtil videre mest handlet om vækst og i mindre grad fokus på menneskelige skala. Samtidig ville de gerne høre om, hvordan man kan fortolke og bygge et nyt hospital ud fra en række principper og lade sig inspirere af andre brancher," fortæller Henrik Schødts efter mødet.

Det overordnede tema for HIRAs besøg i Danmark er at undersøge, hvad Sydkoreansk og Dansk Sundhedsvæsen kan lære af hinanden. Umiddelbart efter besøget på Nyt Hospital Nordsjælland ventede da et møde med Sundheds- og Ældremininister Sophie Løhde (V).

Men det er ikke kun Sydkorea, der kan lære af os – vi kan også lære meget af dem.

 "For eksempel er deres måde at integrere elektroniske tiltag i forhold til patientjournaler langt foran, hvad vi ser herhjemme. Det oplevede jeg tidligere under et besøg Sydkorea. Jeg var meget imponeret over hospitalets effektivitet og hvor langt fremme de er," siger Henrik Schødts.


Redaktør