NCC underskriver kontrakt på første fase af Nordsjællands nye supersygehus

Opførelsen af Nyt Hospital Nordsjælland kan nu gå i gang efter, at Region Hovedstaden har underskrevet den endelige kontrakt med NCC som hovedentreprenør. Kontrakten på projektets første fase udgør ca. 1,2 mia. kr. ud af den samlede entreprenøropgave på ca. 2,4 mia. kr.
Vent...

Det nye Nordsjællands Hospital er det sidste af de store supersygehuse, der skal opføres i Danmark. Det samlede byggeteam, altså Nyt Hospital Nordsjælland, NCC og projektets totalrådgiver, har brugt perioden efter sommerferien på at finde tekniske og metodemæssige optimeringer, og nu kan NCC gå i gang på grunden med selve bygge- og anlægsopgavens første fase.

Hospitalet bliver placeret i de naturskønne omgivelser i den nye bydel Favrholm i Hillerød, og den samlede byggeperiode ventes at tage fire år.

”Vi glæder os meget til at fortsætte det allerede gode og tillidsfulde samarbejde med projektets bygherre, Nyt Hospital Nordsjælland. At skulle opføre et hospital af denne størrelse med alt, hvad det indebærer af entreprenørydelser og digitale byggestyringsprocesser ligger rigtig godt til os, og vi ser frem til at tage hul på opgaven” siger direktør Palle Bjerre Rasmussen, NCC Danmark.

Den underskrevne kontrakt gælder alene fase 1, der omfatter byggemodning, jord-, kloak-, beton- og stålarbejder. Fase 1 udgør 1,2 mia. kr. af det samlede budget.

Samtidig skal NCC stå for udbud og indkøb af entrepriser til lukning med facader og tag (altså tag, vinduer mv. der gør bygningen tæt) samt en serviceby til hospitalet (fase 2). Endelig skal NCC stå for udbud og indkøb af entrepriser vedrørende aptering (altså udførelsen af de faste, indvendige dele af bygningen), installationsfag (f.eks. ventilationer, rør og kabler) og terrænarbejde (fase 3). Forudsætningen for at fase 2 og fase 3 kan indgå i NCC’s hovedentreprise er, at indkøb og styring af entrepriserne kan holdes inden for bygherrens budget, hvilket NCC sammen med bygherre skal vurdere i næste fase.

Et hospital med store ambitioner

Opførelsen af hospitalet bliver et af de største enkeltstående byggeprojekter i Nordsjælland nogensinde. Den lave bygning på fire etager er formet som en firkløver og strækker sig over 118.000 kvadratmeter. Korte gåafstande for patienter og personalet er kombineret med udsigt til haver og natur, fordi der er evidens for, at det gavner patienternes bedring.

Ambitionen er at skabe et referenceværk for fremtidens hospitaler ved at bryde med det kolde, institutionelle udseende, som hospitaler kan være kendt for. Derfor har Nyt Hospital Nordsjælland arbejdet målrettet med at planlægge et hospital, der er noget ud over det sædvanlige.

”Det kræver en dedikeret entreprenør at skabe så stort et hospital til borgerne, og NCC får en nøglerolle i at sikre, at hospitalet bliver noget særligt. Vi har store forventninger til NCC. Det gælder især i forhold til at drive en effektiv og digitaliseret byggeproces, hvor vi kan følge tidsplaner og budget nøje og på den baggrund træffe de rette beslutninger sammen. Så vi skaber et særligt hospital til borgerne,” siger Henrik Schødts, projektdirektør for Nyt Hospital Nordsjælland.

Projektet bliver løbende ordreregistreret igennem projektperioden i forretningsområdet NCC Building Nordics.


Det nye hospital i Nordsjælland

  • Ca. 2,4 mia. kr. i udbudssum for entreprenøropgaven
  • +310.000 borgere i optageområdet
  • +500.000 ambulante behandlinger om året
  • 70.000 akutte indlæggelser om året
  • 570 ensengsstuer
  • 118.000 m2
  • Bygherre: Nyt Hospital Nordsjælland, Region Hovedstaden
  • Totalrådgiver: Herzog & de Meuron og Vilhelm Lauritzen Arkitekter
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor