Ny justeret tidsplan for Nyt Hospital Nordsjælland

​I øjeblikket snurrer tårnkranerne på byggepladsen ved det nye hospital i Favrholm i takt med den store aktivitet på landet mange byggepladser. Den høje aktivitet i byggebranchen betyder også mangel på arbejdskraft og materiale. 

Vent...
Derfor har Nyt Hospital Nordsjælland og hovedentreprenøren NCC lavet en justering af tidsplanen, der betyder, at første patient kan behandles på hospitalet i 4. kvartal af 2025 og ikke første kvartal som tidligere antaget. ​

​Hovedentreprenøren NCC og Region Hovedstaden har lukket kontrakten på fase tre af byggeriet, og NNC har i dialogen med underleverandørerne været nødt til at justere tidsplan. Der er mangel på arbejdskraft og det betyder sidste del af byggeriet afsluttes i 1. kvartal 2025, og hvorefter hospitalet gøres klar til indflytningen i slutningen af 2025, og første patient kan modtages i slutningen af 2025 i stedet for i starten af 2025.

Mangel på arbejdskraft og byggematerialer

Et meget varmt arbejdsmarked i byggebranchen gør det svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft, og derudover er byggebranchen også udfordret af stigende priser på byggematerialer, der er svære at anskaffe, da forsyningskæderne er udfordret af coronakrisen. NCC og Nyt Hospital Nordsjælland samarbejder om løsningerne, men ydre omstændigheder er svære at ændre på fortæller Sune: 

- Vi har et godt og tillidsfuldt samarbejde med NCC, hvor vi sammen finder løsninger på de udfordringer, vi kan løse. Desværre er både mangel på kvalificeret arbejdskraft, de stigende priser på byggematerialer og forsinkelser af leverancer alle ydre omstændigheder, som vi deler med resten af byggebranchen i Danmark, og mange andre steder i verden. Vi går ikke på kompromis med kvalitet og sikkerhed, og derfor er en forsinkelse af byggeriet desværre en realitet, siger Sune From, projektchef på Nyt Hospital Nordsjælland.  

Tålmodighed, mens nye arbejdsmetoder bliver testet

​​Forsinkelsen betyder, at medarbejderne på Nordsjællands Hospital må væbne sig med tålmodighed en tid endnu.

- Det er ingen hemmelighed, at vores nuværende bygninger er nedslidte, og at vi glæder os til at flytte. Vi gør vores bedste for at vedligeholde hospitalet på en fornuftig måde, så personale og patienter får de bedst mulige rammer, mens vi stadig er her. Vi fornyer desuden løbende vores udstyr, som vi flytter med over på det nye hospital, siger Bente Ourø Rørth, hospitalsdirektør på Nordsjællands Hospital.

Hun tilføjer, at de organisatoriske forberedelser til flytningen fortsætter støt og roligt.

- Vi fortsætter med vores Livskraft-projekter, hvor vi afprøver nye koncepter, arbejdsgange og samarbejdsformer, så vi er klar til at flytte til Favrholm, når bygningen står klar til os.

Læs mere om den justerede tidsplan i artiklen i Frederiksborg Amts Avis​ (bag betalingsmur)



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor