Nyt Hospital Nordsjælland vælger kunstrådgiver

​Wallner & Weiss skal hjælpe Nyt Hospital Nordsjælland med at gøre kunst til en sammenhængende del af fremtidens helende hospital

​Landskab, kunst og byggeri skal skabe sammenhængende og helende rammer for fremtidens patienter på Nordsjællands kommende hospital.​

Arkitektur, landskab og kunst går hånd i hånd, når det gælder om skabe Hillerøds kommende hospital tegnet af de anerkendte schweiziske arkitekter Herzog & the Meuron og danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Ambitionen er at omgivelserne - herunder også kunsten - skal bidrage til patienternes helbredelse.

Nyt Hospital Nordsjælland har derfor valgt at samarbejde med Nicolai Wallner & Kristoffer Weiss, der har stor erfaring med at rådgive om kunststrategi for både private og offentlige virksomheder og organisationer.

"Vi har valgt en kunstrådgiver, der understøtter vores ambition om, at hospitalet skal være et referenceværk. Wallner & Weiss kommer med en solid erfaring fra kunstverdenen – både i dansk og international kontekst - og vi er overbeviste om, at de kan udfordre forståelsen og betydningen af kunst," siger projektdirektør for Nyt Hospital Nordsjælland, Henrik Schødts.

 Han understreger, at kunst og landskab er centralt for Nyt Hospital Nordsjælland.

"Vi har en ambition om at skabe et hospital, hvor de fysiske rammer kan være med til at fremme helbredelsen. Vi har derfor valgt et stærkt fokus på helende arkitektur, og i den forbindelse spiller kunst en vigtig rolle. Det er en nøgleudfordring for hospitalsdrift i fremtiden – at vi skal gøre folk raske for færre ressourcer og samtidig skabe en attraktiv arbejdsplads for personalet," siger han.

Hos Wallner & Weiss ser man frem til den spændende opgave.

"Hospitalets arkitekter har skabt et banebrydende byggeri, der forener den intime, hjemlige atmosfære med hospitalet som en stor velsmurt maskine. Det danner både ramme om den største lykke og den største sorg, hvor de ansatte med stort ansvar og engagement hver dag tager vare på patienter og pårørende. Kunsten er en del af den virkelighed og skal bidrage med at skabe et rum, hvor helbredelsen, lindringen og opmuntringen kan finde sted," siger Kristoffer Weiss.

 Hvordan griber I opgaven an?

"Vi har meget høje ambitioner for kunsten. Ambitioner vi deler med bygherre og arkitekter. Det gælder både inddragelsen af lokale og internationalt etablerede og anerkendte kunstnere med stor erfaring. Men også yngre kræfter vil få plads til at udfolde deres talent. Man vil kunne finde meget forskellig kunst, men fælles for kunstprojekterne vil være, at de forholder sig specifikt til hospitalets arkitektur og hospitalets hverdagsliv for patienter og ansatte. Det skal på alle måder være kunst skabt til stedet og hospitalets rum. Det er vigtigt at huske, at et hospital ikke skal være et museum," siger Kristoffer Weiss.

 For yderligere information, kommentarer og billeder i høj opløsning kontakt:

Louise Lykke, presse- og kommunikationskonsulent, mobil: + 45 5160 5772. Mail: louise.lykke.hansen@regionh.dk

Henrik Schødts, projektdirektør, mobil + 45 31 43 20 41. Mail: henrik.schoedts@regionh.dk

 

Redaktør