I vintermorgenmørket slog Jernbaneorkesteret tonen an, og på den interimistiske scene foran Favrholm Station trådte transportminister Thomas Danielsen, regionsrådsformand Lars Gaardhøj og borgmester i Hillerød Kommune Kirsten Jensen op og kunne den 12. december erklære stationen for åben.

Station til det kommende hospital
En sti kommer til at forbinde stationen med det kommende Nyt Hospital Nordsjælland, og Favrholm Station bliver til glæde for medarbejdere, patienter og pårørende på hospitalet.
Med stationen bliver der direkte adgang til både S-tog og lokaltog, hvilket er unikt i forhold til de andre hospitaler i hovedstadsområdet. Allerede i dag er stationen en gevinst for de hospitalsansatte, der besøger byggepladsen, og de mange medarbejdere, der arbejder på pladsen til hverdag.
Derfor glædede hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth sig også over indvielsen:
- Jeg synes godt, vi kan sige stort tillykke til os alle med den nye station. Selvom hospitalet ikke står færdigt endnu, så glæder jeg mig allerede over fremtidens muligheder. Med bare 600 meter mellem hovedindgangen og stationen bliver offentlig transport et godt og grønt alternativ, når vores dygtige medarbejdere skal på arbejde på Nyt Hospital Nordsjælland. De pårørende og vores ambulante patienter kan også slippe for at bekymre sig om parkeringspladser, myldretid og køer. Så i dag markerer vi endnu en vigtig og stor milepæl på vej mod vores nye hospital.